Flere sygeplejersker skal være ledere

Mindst 20.000 flere sygeplejersker og jordemødre på verdensplan skal have lederroller i sundhedsvæsenet. Sådan lyder målsætningen for en ny kampagne under WHO og International Counsil of Nurses (ICN), der blev præsenteret på ICN 2019 kongressen. En del af de nye ledende sygeplejersker skal være danske.

Oprettet: 28.06.2019
Mai Brandi Ludvigsen, mlu@dsr.dk og Jette Bagh, jba@dsr.dk
Sheila Tlou, professor og medformand for Nursing Now kampagnen, sammen med nogle af de danske deltagere på ICN 2019

70 pct. af de ansatte i sundhedsvæsenet er kvinder, men kun 25 pct. af lederne er kvinder. Sådan lød det fra Sheila Tlou, professor og medformand for Nursing Now Global Campaign under ICN og WHO. Hun var fredag formiddag på scenen foran flere tusinde sygeplejerske fra hele verden i forbindelse med den internationale kongres ICN 2019 i Singapore.Sheila Tlou ICN

Flere sygeplejersker og flere ledende sygeplejersker vil spille positivt ind på befolkningernes sundhed. Derfor skal en ny kampagne, The Nightingale Challenge, sikre, at flere unge sygeplejersker får mulighed for at udvikle sig og blive ledere. Det skal ske ved at udvalgte arbejdsgivere i sundhedsvæsenet forpligter sig til at udvikle programmer for mindst 20 sygeplejersker under 35 år. Målet er at få mindst 1.000 arbejdsgivere til at forpligte sig på opgaven og dermed sikre 20.000 nye sygeplejersker og jordemødre med lederroller.

Blev forbigået som kvinde

En af de sygeplejersker, som har taget hele vejen til tops er Elisabeth Iro, som i 2017 blev udnævnt som Chief Nursing Officer i WHO. elizabeth_iroElisabeth Iro kommer fra Cook Islands, er sygeplejerske og jordemoder og har desuden en master uddannelse. Hun fortalte på kongressen, at vejen mod den sundhedspolitiske post, hun nu har fået, er sket på grund af indignation over at blive valgt fra til ledende poster på trods af gode kvalifikationer.

Det førte til et engagement i sundhedspolitik og senere fravalg af klinisk arbejde. I stedet har hun været med til at implementere sundhedsreformer i sit hjemland, hvor hun har haft forskellige ledende poster i sundhedsvæsenet og altså i dag ansat i WHO, hvor hun har fokus på sundhedspolitik, primærsygepleje og personcentreret sygepleje.

2020 bliver sygeplejerskernes år

Der er altså brug for et skub, hvis der skal mere ligestilling i sundhedsvæsenet, og det skub skal blandt andet komme fra The Nightingale Challenge. Mange lande er allerede i gang, mens andre først har hørt om kampagnen i forbindelse med ICN-kongressen. I Dansk Sygeplejeråd er arbejdet i gang, og i løbet af 2020 vil forskellige initiativer ramme danske arbejdspladser med sygeplejersker ansat.   

The Nightingale Challenge er en del af den større Nursing Now kampagne i anledning af, at WHO har udnævnt 2020 til ’Year of the Nurse and Midwife’. 2020 er samtidig 200-året for Florence Nightingales fødsel.

Læs mere om Nursing Now og The Nightingale Challenge