Flertal: Regeringens spareplan er årsagen til konflikt

Et meget stort flertal af danskerne mener, at regeringens ønske om at spare på de offentlige udgifter er den primære årsag til den konflikt, der er under opsejling på det offentlige arbejdsmarked.

Oprettet: 20.03.2018
Foto: Morten Jakobsen
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ankommer til Forligsinstitutionen i København.

En helt ny undersøgelse fra Megafon viser, at hele 65 procent af danskerne er helt eller delvist enige i udsagnet ’Den primære årsag til konflikten mellem arbejdsgiverne og de offentligt ansatte er et ønske fra regeringen om at spare på de offentlige udgifter’.

Samtidig bekræfter den nye måling, at mere end 2 ud af 3 har mest sympati for de offentligt ansatte i de igangværende overenskomstforhandlinger. Undersøgelsen er gennemført af Megafon for Dansk Sygeplejeråd blandt 1.198 danskere i perioden 15. til 19. marts.

Læs også: Danskerne: De offentligt ansatte skal have mere i løn

"Det ser ud til, at danskerne bredt set er enige med os i, at vi er fanget i et urimeligt politisk spil, hvor regeringen vil tvinge meget lave lønstigninger igennem, for at spare på de offentlige udgifter. Det spil gør, at arbejdsgiverne øjensynligt synes, at de bare kan læne sig tilbage ved forhandlingsbordet og vente på, at regeringen kommer med et lovindgreb," siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.18-28_infografik_megafon

Den aktuelle undersøgelse fra Megafon er den tredje af sin art under forhandlingerne om overenskomstfornyelse 2018. I alle undersøgelserne har mellem 63 og 68 procent af danskerne tilkendegivet, at de bakker mest op om de offentligt ansatte og en tilsvarende andel svarer ja til, at de offentligt ansattes løn er for lav.

Stor-lockout varslet fra 10. april

"Resultaterne bekræfter billedet af, at danskerne ønsker et stærkt og velfungerende velfærdssystem, hvor børnene kan blive undervist ordentligt, vi kan tage vare på de syge og de gamle og man generelt får en ordentlig service. Det er vigtigere for danskerne end skattelettelser. Derfor har befolkningen forståelse for vores krav om rimelige lønstigninger," siger Grete Christensen.

Forhandlingerne i Forligsinstitutionen er blevet genoptaget for alle tre overenskomstområder – staten, regionerne og kommunerne.

Der er endnu 14 dage til, før forligsmanden skal tage stilling til, om hun kan finde en løsning, skal udsætte konflikten eller lade strejken starte som varslet den 4. april og senere lockout fra den 10. april.

Læs andre artikler relateret til OK18