Hver femte er usikker på arbejdsgange

Nye arbejdssteder, nye opgaver og mangel på information. Det er nogle af de ting, der skaber usikkerhed blandt sygeplejerskerne, viser en ny rundspørge fra Dansk Sygeplejeråd.

Oprettet: 24.03.2020
Kristine Jul Andersen

Mange sygeplejersker er usikre på deres arbejdsgange som følge af hele coronasituationen. Det står klart i en ny rundspørge blandt sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i både kommuner og regioner.

Her svarer hver femte tillidsrepræsentant, at de oplever usikkerhed i forhold til arbejdsgange med smittede patienter og borgere. Hver sjette oplever usikkerhed i forhold til kontakt med ældre svækkede borgere.

Det er f.eks. ændrede arbejdsplaner, nye arbejdssteder og nye arbejdsopgaver, der bliver fremhævet som områder, der skaber usikkerhed.

Det oplever den uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejerske Gro Kjær på Svendborg Sygehus også. Hun underviser operationssygeplejersker og anæstesisygeplejersker til at kunne gå ind og hjælpe på intensivafdelingen, når der kommer flere coronapatienter.

”Jeg oplever, at de er meget usikre, indtil de finder ud af, præcis hvad det er, de skal, og hvad vi forventer af dem. For det fylder meget, hvad det nu er, de bliver sat til, og hvad nu, hvis de ikke kan,” fortæller Gro Kjær og fortsætter:

”Men når de finder ud af, at vi har tænkt over det, og at vi ikke forventer, de skal ind og være intensivsygeplejersker, og at ansvaret ligger på de intensivsygeplejersker, der er. Så falder der lidt ro på.”

Hun forstår dog godt, at der kan være mange bekymringer over nye opgaver, som man måske ikke har udført i mange år.

”Det anerkender vi og understreger, at der er hjælp at hente, hvis der er noget, man er usikker på,” siger Gro Kjær.

Se resultatene fra rundspørgen til TR her