Hver tredje sygeplejerske opdager fejl på deres lønseddel

En ny undersøgelse af, hvor ofte sygeplejerskers oplever fejl på deres lønseddel, viser, at hver tredje sygeplejerske inden for det seneste år har opdaget en fejl.

Oprettet: 12.12.2018
Susanne Bloch Kjeldsen, sbk@dsr.dk
Dansk Sygeplejeråd er med i LO-FTF´s løntjek-kampagne, som foregik på arbejdspladser over hele landet i uge 46-47

Sygeplejersker har god grund til at give deres lønseddel et tjek. En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at hver tredje sygeplejerske inden for det seneste år har oplevet, at der er fejl på lønsedlen. Dermed bekræfter undersøgelsen, at der ikke er sket nogle forbedringer, siden sidst undersøgelsen blev foretaget i 2016.

Fejlene kan typisk handle om, at sygeplejersker har påtaget sig overarbejde, som ikke er blevet registreret, og som de derfor ikke får honoreret. Om forkerte løntrin, manglende eller forkerte tillæg og om fridage, som sygeplejersker ikke får afholdt. Det kan handle om små beløb, men hvis man f.eks. fra starten er blevet indplaceret på det forkerte løntrin, så kan det udvikle sig til pæne summer.

Dansk Sygeplejeråd opfordrer medlemmerne til at kigge på deres lønsedler og eventuelt få hjælp til løntjek af deres tillidsrepræsentant eller af deres kreds. En række eksempler viser, at Dansk Sygeplejeråd har hjulpet medlemmer med at få mange tusinde kroner efterbetalt i løn.

Undersøgelsen er gennemført i perioden fra den 23. november til den 5. december 2018. Den er gennemført af DSR Analyse i samarbejde med MEGAFON blandt 4.099 inviterede medlemmer, hvoraf 52 procent har besvaret.

Dansk Sygeplejeråd har samlet gode råd om løntjek 

Læs mere om fejl på lønsedler og løntjek