Kamp for ligestilling kræver nye politiske initiativer

Kampen for ligestilling og ligeløn nærmest er gået i stå i Danmark, mens den buldrer af sted ude i verden, konstaterede formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen på opfølgning af Women Deliver-konferencen.

Oprettet: 17.05.2017
Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen til Women Deliver 2016 + 1. Foto: Thomas Steen Sørensen

Ligelønnen har det svært i Danmark. Ja, arbejdet med ligestilling og ligeløn er nærmest gået helt i stå blandt hovedparten af de politiske partier. Det fastslog Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, i sin hovedtale om det nationale perspektiv på et opfølgningsmøde på Christiansborg for den store internationale Women Deliver-konference for et år siden.

Grete Christensen mener, at et af de helt centrale problemer i ligestillingsdebatten bliver tiet ihjel, til trods for at de store kvindedominerede organisationer fortsætter kampen for ligeløn for arbejde af samme værdi.

“Lønkommissionens mangel på anbefalinger var et hårdt slag for os. Der var ingen, der reelt accepterede, at vi har et ligelønsproblem,” siger Grete Christensen.

Hun fastslår, at overenskomstmodellen ikke kan løse problemerne. Det kræver politisk vilje til at ændre det lønhierarki, der blev fastsat for det offentlige arbejdsmarked for 48 år siden.

“Måske var det på tide, at man nedsatte en ny kommission, der satte et nyt hierarki for, hvordan lønningerne skal være,” siger Grete Christensen.

Foregangsland

Grete Christensen pegede på, at Danmark på nogle områder har et godt afsæt for at være foregangsland. Blandt andet fordi, vi har fri adgang til uddannelse og et sundhedssystem, der fungerer.

“Der er rigtig mange ting, der er nemmere for os i Danmark,” siger hun og peger på forhold som sexchikane, vold, manglende børnepasning og ringe skoleuddannelse, som mange kvinder i blandt andet Afrika og Mellemøsten slås med.

“Der er rigtig mange stærke kvinder derude, der står op for deres rettigheder. Jeg har i Afrika set, hvordan kvinderne tager ansvaret på sig og viser lederskab for de forandringer, der er nødvendige i samfundet. Noget af det, vi kan støtte op om, er jo at piger får en uddannelse på samme niveau som drenge – for så kæmper de også kampen. Og vi kan som fagbevægelse gøre meget og være med til at løfte store projekter. Både de enkelte forbund og i det internationale samarbejde gennem Ulandssekretariatet,” siger Grete Christensen.

Mødet var arrangeret af Ulandssekretariatet og FIU-ligestilling og havde blandt andet deltagere fra Det arabisk-danske ligestillingsnetværk med kvinder fra otte deltagerlande: Danmark, Egypten, Tunesien, Bahrain, Jordan, Marokko, Libyen og Palæstina.

Læs også: