Torsdag fremlagde uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) regeringens kandidatreform, der er det første udspil i en ny sammenhængende reform af uddannelsesområdet, hvor regeringen vil se på hele uddannelsessystemet fra folkeskole til universiteter. Formålet er blandt andet at styrke de professions- og erhvervsrettede uddannelser, skriver regeringen i udspillet ”Forberedt på Fremtiden”.
På dagens pressemøde om kandidatreformen lagde uddannelses- og forskningsministeren op til, at regeringen ønsker at halvere halvdelen af kandidatuddannelserne.
Det kritiserer Dansk Sygeplejeråd sammen med en lang række faglige organisationer, som blandt andet advarer imod, at det forringer kvaliteten af uddannelserne.
Dansk Sygeplejeråd peger også på, at udspillet er udtryk for dårlig prioritering fra regeringens side:
”Sundhedsvæsenet står på en brændende platform med mangel på sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle. Og så vil Regeringen lave en reform af kandidatuddannelserne – men hvorfor tager de ikke fat på de vigtigste problemer? Spørger næstforkvinde, Dorthe Boe Danbjørg.”
Hun henviser til, at alle alarmer gik i gang sidste år, da vi for første gang så en markant nedgang i antallet af unge, der søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen. Hun efterlyser derfor politisk handling:
”Hvis regeringen gerne vil have flere tl at tage en professionsbachelor, så er denne reform ikke svaret. Den ændrer ikke på, hvad de studerende vælger men forringer alene kvaliteten af kandidatuddannelserne. Regeringen burde i stedet koncentrere sig om at styrke rammerne for professionsbacheloruddannelserne og forbedre arbejdsvilkårene for de færdiguddannede, for vi har brug for flere sygeplejersker og andre professionsbachelorer” siger Dorthe Boe Danbjørg.
Hvad bliver det næste?
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund sagde på pressemødet, at regeringen også kommer til at kigge på bacheloruddannelserne. Hvad der ligger i det, kommer Dansk Sygeplejeråd til at holde skarpt øje med, lover Dorthe Boe Danbjørg:
”Hvis dette udspil er et udtryk for regeringens uddannelsespolitik, så er jeg bekymret. For hvad bliver det næste? Når Regeringen tilsyneladende ikke ser en sammenhæng mellem længde på uddannelse og kvalitet, så er jeg da stærkt bekymret for, om de også planlægger at snuppe et halvt år af sygeplejerskeuddannelsen.”