Konflikten optrappes: Flere sygeplejersker udtages til strejke

Dansk Sygeplejeråd har valgt at udtage flere end 700 sygeplejersker mere til strejken fra 10. august. – Og vi har flere på vej, hvis det er nødvendigt for at få politikere og arbejdsgivere i tale, siger formand Grete Christensen.

Oprettet: 12.07.2021
Morten Jakobsen, redaktionen@dsr.dk

Konflikten mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner samt Kommunernes Landsforeningen optrappes nu. Dansk Sygeplejeråd har nemlig varslet, at antallet af strejkende sygeplejersker øges med 702 d. 10. august.  

”Vi er nødt til at gøre noget for at få politikerne og arbejdsgivernes i tale, og gøre dem opmærksom på, at vi mener det her alvorligt.  Hvis der ikke bliver gjort noget ved sygeplejerskernes løn og arbejdsvilkår, så kommer vi i fremtiden til at mangle endnu flere sygeplejersker, og det vil gå hårdt ud over sundhedsvæsenet,” siger formanden for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.

Omkring 5.400 sygeplejersker startede den 19. juni med at strejke. På grund af, at nogle steder er undtaget fordi der ellers ikke kan etableres nødberedskab, er der nu ca. 4.750 sygeplejersker som strejker. Den 10. august vil yderligere 702 sygeplejersker blive omfattet af strejken. Derefter er planen gradvist at øge strejken måske uge for uge.

”Vi varsler øget strejke nu, for at øge presset på vores arbejdsgivere. Vi har udvalgt områder, som rammer så effektivt som muligt i forhold til at lægge pres på arbejdsgiverne. Og så må vi fortsætte med gradvist at øge presset, til vi får åbnet for en løsning.”, siger Grete Christensen.

De områder, som nu bliver udtaget til strejke, er primært inden for planlagt kirurgi, anæstesi, opvågning, ambulatorier og nogle IT-funktioner. Desuden rammes en del af de funktioner, som visiterer patienter videre til behandling andre steder.  

”Det kan lyde som en mindre optrapning af konflikten med 702 flere sygeplejersker. Men deres arbejde har betydning for mange andre led i sundhedsvæsnet, så det vil få en meget bredere effekt og påvirke arbejdet for andre faggrupper”, siger Grete Christensen.

Selvom strejkeudtaget nu kun øges i regionerne, kan det sagtens udvides i kommunerne på et senere tidspunkt, fortæller Grete Christensen.

”Der er allerede mange kommuner, hvor hverdagen ikke hænger sammen, fordi normeringerne nogle steder er presset helt i bund, og ofte er kombineret med flere ubesatte stillinger. Så den nuværende strejke kan i den grad mærkes i kommunerne, uden at vi udtager flere lige nu - og det påvirker også hospitalerne,” siger hun.

Grunden til, at strejkeudtaget først øges fra august er, at Dansk Sygeplejeråd skal give arbejdsgiverne fire ugers varsel før optrapningen effektueres.

Oversigt over strejkeudtagne arbejdspladser

Se alle arbejdspladser udtaget til strejke