Kvindepris går til sygeplejerskerne

Sygeplejerskerne modtager som den første faggruppe ALT for damernes Kvindepris 2016

Oprettet: 21.09.2016
Peter Aagaard Brixen, pab@dsr.dk

ALT for damernes Kvindepris 2016 går til sygeplejerskerne, som hyldes for at yde en uvurderlig indsats og være tilstede for borgerne og patienterne livet igennem. Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen modtog på sygeplejerskernes vegne prisen på Bispebjerg Hospital, hvor ALT for damernes chefredaktør Tina Nikolaisen, overbragte den glade nyhed.

“Sygeplejerskernes indsats er uvurderlig. De er tilstede for os livet igennem, når vi har allermest brug for hjælp. Det vil vi meget gerne værdsætte. Derfor har vi besluttet i år at give kvindeprisen til sygeplejerskerne som gruppe,” sagde Tina Nikolaisen.

Grete Christensens takkede for nyheden om prisen.

"Jeg er helt sikker på, at alle sygeplejersker vil blive super glade og stolte over at få den anerkendelse fra ALT for Damerne. Det er fantastisk godt set af jer, at vi her har en stor gruppe mænd og kvinder, som kæmper en brav kamp hver eneste dag og døgnet rundt for rigtig mange andre. De får megen anerkendelse fra patienter og pårørende, men møder ofte megen modstand, når vi gerne vil værdisættes lidt højere af arbejdsgiverne,” sagde Grete Christensen.

Kvindepris 2016 vil i de kommende to uger blive markeret med en række kommentarer fra sygeplejersker, som fortæller om, hvorfor de har valgt sygeplejefaget og om deres største faglige øjeblikke. Videoerne bliver bragt på dsr.dk,  på Dansk Sygeplejeråds facebook-profil.  Følg også debatten på twitter på #vihyldersygeplejersker.

Den officielle overrækkelse af prisen sker ved en reception hos ALT for damerne den 6. oktober.

 

Link:  Kvindepris 2016

 

ALT for damernes Kvindepris

De sidste 10 års prismodtagere

2015: Margrethe Vestager for at bide skeer med de store og bevare sine bløde sider.

2014: Ulla Therkelsen for sin troværdige journalistiske formidling.

2013: Selina Juul for at sætte fokus på madspild.

2012: Lisbeth Zornig Andersen for at sætte fokus på underdanmark.

2011: Helle Thorning-Schmidt for at blive landets første kvindelige statsminister.

2010: Signe Møller for projektet 100% til Børnene.

2009: Helena Christensen for Chernobyl Children's Project International.

2008: Kronprinsesse Mary for Mary-Fonden.

2007: Maternity Worldwide.

2006: Socialrådgiveren Tine Bryld for sit sociale engagement gennem 40 år.

Læs flere nyheder