Lempet uddannelsesloft er en stor sejr

Regeringen har indgået en ny aftale om at justere uddannelsesloftet, så man kan tage en ny uddannelse efter seks år. Det er en sejr for fornuften, siger Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorte Steenberg.

Oprettet: 31.01.2017
Mads Mostrup Jensen, mmj@dsr.dk

Efter massiv kritik fra flere sider har regeringen nu besluttet at lempe det såkaldte uddannelsesloft.

Loftet gjorde det forbudt for studerende, der allerede har afsluttet én uddannelse, at tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau. I praksis betød det for eksempel, at en socialrådgiver ikke ville kunne læse til sygeplejerske, hvis hun fik lyst til at skifte spor.

Men nu har regeringen indgået en aftale med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om at lempe uddannelsesloftet, så man også fremover får mulighed for at tage en ny uddannelse. Man må dog først begynde på den nye uddannelse seks år efter afslutningen af den første.

Slut med at stavnsbinde

Dansk Sygeplejeråd har været stærkt kritisk over for uddannelsesloftet gennem hele forløbet, og næstformand Dorte Steenberg er begejstret over lempelsen.

“Det er en stor sejr for fornuften, ” siger hun.

“Selvfølgelig ville det have været bedre, hvis loftet var blevet helt afskaffet. Men jeg er glad for, at regeringen nu har indset, at det ikke giver mening at stavnsbinde folk til en uddannelse,” siger Dorte Steenberg.

Ikke en let beslutning

Hvert år er der omkring 100 personer med en anden uddannelse i bagagen, der begynder at læse til sygeplejerske. Og cirka 90 sygeplejersker begynder hvert år på en ny uddannelse, enten fordi de rent fysisk eller psykisk ikke kan magte det hårde pres i faget, eller fordi de får lyst til at prøve en ny retning i livet.

At det også fremover bliver muligt at skifte spor, glæder Dorte Steenberg.

“Det at begynde på en ny uddannelse og starte forfra i et nyt fag er ikke en let beslutning. Det er blevet fremstillet som om, at regeringen ville forhindre folk i at shoppe rundt mellem uddannelser, men i realiteten har man sat hindringer i vejen for mennesker, der har taget et modigt valg og besluttet at lægge deres liv om,” siger hun.

“Det er ikke rimeligt, og derfor er jeg glad for, at regeringen nu er kommet til fornuft,” siger Dorte Steenberg.