Masker dagen lang kan give hudgener og hovedpine

Bumser, eksem, hovedpine og små sår er nogle af de gener, sygeplejersker rapporterer om, efter de er begyndt at bruge masker i mange timer hver dag. DSR opfordrer myndigheder og arbejdsgivere til at finde løsninger, der sikrer mod smitte, men som ikke giver arbejdsmiljøproblemer.

Oprettet: 11.11.2020
susanne bloch kjeldsen, sbk@dsr.dk
DSR er ikke imod brug af værnemidler, men der skal findes alternativer til dem, som ikke tåler masker, mener Anni Pilgaard..

Sundhedsstyrelsens skærpede anbefalinger om brug af masker betyder, at sygeplejersker praktisk talt arbejder med ansigtsmaske på hele dagen, og det har fået henvendelser til Dansk Sygeplejeråd om hudproblemer og andre gener til at stige.

Infektion i talgkirtler, bumser, eksem og hudafskrabninger er nogle af generne, men maskerne kan også forværre de gener, man har i forvejen. Og enkelte sygeplejersker kan udvikle allergi overfor stoffer i maskerne og er i risiko for at skulle sygemeldes.

Dansk Sygeplejeråd har bedt Arbejdstilsynet og Sundheds- og Lægemiddelstyrelsen om at undersøge, om der er flere alternative løsninger til dem, der ikke tåler at gå med mundbind i mange timer hver dag. DSR har også kontakt til patientforeningen Astma-Allergi Danmark for at samarbejde om at få producenter til at fremstille allergimærkede kirurgiske mundbind

”Vi er bekymrede for vores medlemmers arbejdsmiljø. Indførelsen af brug af mundbind i mange timer hver dag har konsekvenser for nogle sygeplejersker. Det betyder dog ikke, at vi er imod brug af værnemidler, men vi opfordrer myndighederne og arbejdsgiverne til at finde alternative løsninger, der sikrer mod smitte, men som ikke går ud over sygeplejerskernes arbejdsmiljø,” siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard.

Undersøg fiberstørrelse, kemi og pasform

Der er ikke noget alternativ for sundhedspersonale, der ikke tåler kirurgiske mundbind, da visir ikke beskytter dem eller patienterne i samme grad.

”Vi opfordrer arbejdsgiverne til at have forskellige typer mundbind, da der kan være stor forskel på dem, f.eks. fiberstørrelse, kemi og pasform. Og vi opfordrer også til, at den nye styrelse for forsyningssikkerhed skaffer allergivenlige masker,” siger Anni Pilgaard.

Det er arbejdsgiverne, som har ansvaret for sikkerheden på arbejdspladsen. Dansk Sygeplejeråd ser gerne, at arbejdsgiverne tænker i organisering og indretning, så sygeplejersker ikke skal bære maske i unødvendigt mange timer på grund af for små kontorer og dele-computere.

”Eftersom hele verden har samme problem i øjeblikket, så kunne det være, at man kunne blive inspireret af gode løsninger fra andre lande,” siger Anni Pilgaard.

Dansk Sygeplejeråd går i gang med en undersøgelse af sygeplejerskers gener ved brug af masker.

Her kan du finde gode råd om at passe på din hud og om, hvor du kan henvende dig, hvis du oplever problemer med arbejdsmiljøet

 
 

Læs mere om udviklingen i brugen af kirurgiske masker i den almene pleje