Massiv medieomtale af arbejdspres på sygehusene

DR2-indslag om arbejdspres på sygehusene vist 1.1 million gange på Facebook

Oprettet: 05.09.2016
Peter Aagaard Brixen, pab@dsr.dk

Arbejdspresset på sygehusene får massiv medieomtale og DR2 Debattens indslag med Grete Christensen torsdag i sidste uge er blevet delt mere end 9.000 gange og vist 1.1 millioner gange på Facebook.

DR følger i dag op på arbejdspresset på sygehusene, som har ført til, at medarbejderne bryder sammen og melder sig langtidssyge. DR har fået aktindsigt i 31 påbud fra Arbejdstilsynet, i kategorien ”stor arbejdsmængde og tidspres”, som er givet siden 1. januar 2015. I en række påbud fra Arbejdstilsynet udtaler sygehuspersonalet, at patienter på de pressede afdelinger får en ringere behandling, fordi blandt andre sygeplejersker og læger har så travlt, at de ikke kan nå alle opgaver.

DRs oplysninger kommer samtidig med at Sygeplejersken kan oplyse, at det efter to år stadig ikke er lykkedes at få bugt med den farlige travlhed på hver tredje af de afdelinger som i 2014 fik påbud pga. for stor arbejdsmængde og tidspres. Avisen.dk bringer i dag omtale af Sygeplejerskens undersøgelse, som kommenteres af Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

”Det er chokerende, at selvom Arbejdstilsynet giver påbud, er styringen efter økonomi stadigvæk altafgørende. Og løsningen på de mange konkrete problemer, som mange sygeplejersker giver udtryk for, bliver ikke fundet, siger hun til Avisen.dk.

DR følger op på sagen med indslag i TVAvisen i dag kl. 17:50 og 18:30.

 

Link: Hver tredje afdeling er stadig i knæ

Link: Tema om arbejdspres på sygehusene

Læs også