Mesterlære løser ingenting – slet ikke travlhed

DEBAT: Mesterlære er ikke løsningen på travlhed og dårligt arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet. Løsningen er arbejdsvilkår, som man kan holde til. Det skriver næstformand Dorthe Boe Danbjørg og SLS-formand Julie Bjerg Jakobsen i et svar til May Bjerre Eiby i Berlingske.

Oprettet: 08.09.2020

Debatindlæg af Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd og Julie Bjerg Jakobsen, formand for SLS, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning. Bragt i Berlingske den 7/9 2020.

Mesterlære er ikke løsningen på travlhed og dårligt arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet. Løsningen er arbejdsvilkår, som man kan holde til. Derfor giver det ingen mening, når May Bjerre Eiby i Berlingske lørdag foreslår at rulle sygeplejerskeuddannelsen tilbage til en mesterlæreuddannelse.

Argumentet er, at man har brug for praktikere, »der har truffet et valg om at tage en uddannelse, hvor de skal bruge deres hænder«. For det første løser vi ikke problemer med travlhed i sundhedsvæsenet ved at ændre på uddannelsen. Ved at genindføre mesterlæreuddannelsen bliver sygeplejerskerne jo ikke uddannet til at håndtere det arbejdspres, som for eksempel betyder, at man må prioritere vask og mundhygiejne fra. For det er virkeligheden i sundhedsvæsenet i dag.

Mere end godt håndelag

For det andet kræver et komplekst sundhedsvæsen meget mere af sygeplejersker end et godt håndelag. Det kræver det også, men der er ingen modsætning mellem at være en dygtig praktiker og en dygtig akademiker. Allerede i dag er de studerende i noget, der minder om mesterlære, da halvdelen af uddannelsen foregår i praksis, men der er også brug for det akademiske ben.

Man kan ikke observere en patient ordentligt, hvis man ikke har en grundlæggende viden om sygdomme, medicin og bivirkninger. Og man kan ikke møde alvorligt syge patienter professionelt, hvis man ikke har en bagvedliggende viden om, hvordan mennesker reagerer i kriser.

At arbejde akademisk er at arbejde systematisk og vidensbaseret - May Bjerre Eiby får det til at lyde som noget, der udelukkende foregår bag en skærm på en kontorstol.

Ikke alt er godt

Dermed ikke sagt, at alt på sygeplejerskeuddannelsen er godt. Der er sparet alt for meget i alt for mange år, og det er klart, at der mangler sammenhæng mellem teori og praksis, når det er det første, der bliver skåret på.

Men når mere af hver fjerde nyuddannede sygeplejerske tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år, som en undersøgelse fra VIA University College netop har vist, er det ikke uddannelsen, vi skal rette blikket mod. Det er arbejdsvilkårene - og det haster.

Vi mangler sygeplejersker, og bare at skaffe 1.000 på to år, som er regeringens mål, er en udfordring. Den bliver ikke mindre af, at et foruroligende stort antal sygeplejersker har svært ved at se, at de har en fremtid i faget. Derfor skal meldingerne fra sygeplejerskerne tages alvorligt, og der må arbejdes på at gøre sundhedsvæsenet til et sted, hvor der ikke er umenneskeligt travlt, og hvor man har lyst til at arbejde.