Ny aftale sikrer flere pladser på sygeplejerskeuddannelsen

Politisk aftale om flere studiepladser drypper også af på uddannelsen til sygeplejerske. Det er stærkt tiltrængt med et øget optag. Nu gælder det om at få styr på de nødvendige praktikpladser, mener Dansk Sygeplejeråd.

Oprettet: 11.06.2020
Mai Brandi Ludvigsen, mlu@dsr.dk

Corona kommer også til at påvirke antallet af ansøgere til de videregående uddannelser. Det er forventningen, at færre vil rejse ud i verden, og større ledighed vil få flere til at søge en uddannelse. Derfor er regeringen og alle Folketingets partier blevet enige om at give de videregående uddannelser et særtilskud til at oprette 5000 ekstra studiepladser. Heraf har partierne en ambition om, at der skal oprettes 500 nye pladser på velfærdsuddannelserne, det gælder blandt andet uddannelsen til sygeplejerske. I alt afsættes der 210 millioner kroner til at øge optaget.

Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, roser aftalen:

”Det er meget positivt, at man vil øge optaget på sygeplejerskeuddannelsen. Vi kigger ind i en stor mangel på sygeplejersker, og hvert år afviser vi kvalificerede ansøgere, så det er vigtigt med flere studiepladser. Hvor mange der præcis bliver tale om, afslører aftalen ikke, men der er brug for at ambitionerne hurtigt bliver omsat til faktiske studiepladser,” siger hun.

Beregninger fra Dansk Sygeplejeråd viser, at vi vil mangle 6000 sygeplejersker i 2025. Derfor er det nødvendigt med et klart politisk mål for, hvordan antallet af studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen skal udvikle sig. Dansk sygeplejeråds anbefaling er, at optaget øges med mindst 370 over de kommende to-tre år.

Praktikpladserne skal følge med

En af de store udfordringer bliver at skaffe praktikpladser til de ekstra studerende. De drøftelser går regeringen nu i gang med sammen med kommuner og regioner.

“Det er ikke nok, at der er plads til de studerende i undervisningslokalet. Der skal også være plads til dem ude i praktikken. Derfor skal kommuner og sygehuse have en økonomisk håndsrækning, så de kan øge antallet af praktikpladser og uddanne flere kliniske vejledere,“ siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Også Kamilla Futtrup, formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, mener, at det er afgørende, at flere studerende ikke kommer til at presse kvaliteten af uddannelsen.

”Sygeplejerske er et sejt fag, og det er fedt, at vi nu har mulighed for at blive flere, men med et øget optag er det rigtig vigtigt, at der ikke blot skrues på knapperne centralt fra. Sundhedsvæsenet er presset og vil være det fremover også, og derfor er det vigtigt, at uddannelsesopgaven bliver prioriteret, så vi bliver ordentligt uddannet. Der er brug for flere vejledere, som skal have bedre tid til vejledningsopgaven”, siger hun og fortsætter:

”Derudover er det også interessant at se på, om vi kan komme i praktik andre steder, hvor der arbejder sygeplejersker. For eksempel i de private lægepraksis. Jeg håber, at kommuner, regioner og professionshøjskoler vil arbejde for en nytænkning og udvikling af praktikken.”

Læs pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet