Ny dokumentar udstiller sundhedsvæsenets enorme udfordringer

Sygeplejersker og læger frygter for patienternes sikkerhed. Og man forstår dem godt, når man ser DR2-dokumentaren ’Jeg svigter mine patienter’. Det er dog ikke medarbejderne, der svigter. Det er politikerne, mener formand Grete Christensen.

Oprettet: 19.03.2019
Mai Brandi Ludvigsen, mlu@dsr.dk

I en ny dokumentar tager DR2 temperaturen på sygehusvæsenet. Situationen er ved at være akut, fortæller en lang række sygeplejersker, sygeplejerskestuderende og læger. De frygter for patienternes sikkerhed og deres eget helbred.

En af hovedpersonerne i dokumentaren er Stine Arnhild, der er sygeplejerske på Akutmodtagelsen på Køge Sygehus.  Hun beskriver, hvordan der er kommet flere patienter på afdelingen, uden at normeringerne er fulgt med.

’Det, der er værst for mig, er, at patienterne oplever, at jeg ikke er der for dem’, fortæller hun i dokumentaren. Travlheden gør også, at hun kommer til at glemme nogle af de små ting, som har betydning for patienterne. For eksempel om de pårørende er kontaktet. ’Jeg føler, at jeg har overblikket, men har jeg det med syv patienter?’, spørger hun.

Som seer er man ikke i tvivl om, at man ville være i gode hænder hos Stine Arnhild. Man fornemmer dog også tydeligt, at det skal gå meget stærkt. Alt for stærkt.

Et billede af virkeligheden

Beskrivelserne fra både sygeplejersker og studerende gør stort indtryk på Grete Christensen, men de kommer ikke bag på hende:

”Det er desværre det, vi hører fra medlemmer hver dag. De løber rundt og gør alt, hvad de kan, i en situation, hvor der ikke er ordentlig tid til noget. Sygeplejersker ved jo godt, hvad god sygepleje er, og det piner dem ikke at kunne være der for patienterne. De strækker sig meget langt for at holde en høj kvalitet, men som vi også kan se i dokumentaren, sker det ikke, uden at mange bliver pressede, stressede og bange for at begå fejl. Det er simpelthen ikke rimeligt.”

Politikerne har bolden

I dokumentaren fortæller sygeplejersker, at de ofte går hjem med en følelse af ikke at være tilstrækkelige på deres arbejde. Det er en oplevelse, som mange sygeplejersker har, men det er vigtigt, at de ikke bebrejder sig selv. Det er ikke medarbejderne, der svigter deres patienter. Svigtet ligger klart hos politikerne, fordi de med deres økonomiske beslutninger lader det ske, mener Grete Christensen:

”Der drives rovdrift på medarbejderne, og det er såvel patienter som medarbejdere, der betaler prisen. For selvfølgelig vil der ske fejl, når man presser den så langt ud, men det er som om, at politikerne ikke vil indse, at det er deres økonomiske prioriteringer, der har udsultet sundhedsvæsenet. Det er politikerne, der har nøglen til at skabe sammenhæng mellem opgaver og de nødvendige ressourcer, og det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal bevare noget af kvaliteten i sundhedsvæsenet.” 

Dokumentaren ’Jeg svigter mine patienter’ blev sendt på DR2 mandag den 18. marts, men kan stadigvæk ses på dr.dk/tv/