Ny fælleserklæring i Nordjylland efter nedlukning

En ny fælleserklæring sætter rammerne for de syv nordjyske kommuner, der lige nu er ramt af nedlukning på grund af covid-19 mutationen fra mink. Den nye fælleserklæring indeholder en række forbedringer i forhold til fælleserklæringen fra marts. Blandt andet er frivillighed skrevet tydeligere ind.

Oprettet: 10.11.2020
Mai Brandi Ludvigsen, mlu@dsr.dk

Forhandlingsfællesskabet og KL har indgået en ny fælleserklæring for de syv nordjyske kommuner, der er ramt af en række restriktioner, der skal mindske smitteudviklingen og få bugt med den nye variant af Covid-19, cluster 5.

Mens det meste af Nordjylland er lukket ned, arbejder hele sundhedssektoren som udgangspunkt videre som en del af det kritiske beredskab. Med fælleserklæringen kan de syv kommuner bede medarbejderne om at varetage opgaver uden for det normale arbejdsområde, på andre tider og inden for andre overenskomstområder, end de normalt gør.

Samtidig er frivillighed skrevet tydeligere ind i den nye aftale end i fælleserklæringen fra foråret. Det betyder, at kommunerne skal sørge for, at der er lokale drøftelser, og at der indgås aftaler, når den krævede fleksibilitet ligger uden for overenskomsten og aftaler.

Det er også præciseret, at det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for den nødvendige oplæring, ligesom det fortsat er arbejdsgiveren, der har ansvaret for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Den nye fælleserklæring indeholder dermed flere forbedringer i forhold til fælleserklæringen fra marts, og Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, har bakket op om, at der er landet en aftale:

”Nordjylland er i øjeblikket ekstra hårdt ramt, og nedlukningen vil berøre de fleste borgere i de syv kommuner såvel arbejdsmæssigt som privat. Med den nye fælleserklæring er der lavet en fornuftig ramme for de udfordringer, som mange offentligt ansatte står over for, samtidig med at den sikrer, at de kritiske funktioner i de syv kommuner kan opretholdes. Vi forventer, at de fleste sygeplejersker vil have travlt med deres sædvanlige opgaver i kommunerne, men for de, som måtte blive spurgt om at lave noget andet, står det nu klart, at der skal foreligge en aftale om de nye vilkår,” siger hun.

Aftalen udløber 3. december, men kan forlænges, hvis restriktionerne forlænges. Aftalen gælder for Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.

Læs aftalen