Ny hovedorganisation er kommet et skridt nærmere

FTF, som Dansk Sygeplejeråd er medlem af, har taget næste skridt mod en fusion med LO. Det samme har LO. ”En fusion vil sikre, at sygeplejerskerne er med ved det bord, hvor de centrale beslutninger bliver taget,” siger DSR’s formand.

Oprettet: 09.02.2018
Morten Jakobsen, mja@dsr.dk

FTF’s forretningsudvalg sagde fredag formiddag ja til at indkalde til en ekstraordinær kongres om en fusion med LO.

Samtidig var der møde i hovedbestyrelsen i LO, hvor der også var opbakning til at indkalde til en ekstraordinær kongres i LO. Det betyder, at begge hovedorganisationer holder ekstraordinære kongresser den 13. april.

Såfremt grundlaget for en ny hovedorganisation bliver godkendt af både FTF’s og LO’s ekstraordinære kongresser, bliver der senere samme dag afholdt stiftende kongres for en ny hovedorganisation, som i så fald træder i kraft pr. 1. januar 2019.

Læs også: Kongresdebat om ny hovedorganisation

Beslutningen fredag betyder, at Dansk Sygeplejeråds kongres nu skal tage stilling til, om det skal være et ja eller et nej på den ekstraordinære kongres i FTF til april. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen anbefaler et ja til fusionen:

”En ny samlet hovedorganisation på det danske arbejdsmarked med 1,5 millioner medlemmer vil tale med en meget kraftig stemme over for regeringen og arbejdsgiverne. Og ved at være med om bordet sikrer vi, at sygeplejerskernes stemme bliver hørt på de helt store samfundsdagsordner som velfærd, uddannelse, arbejdsmiljø og ulighed,” siger Grete Christensen.

DSR’s delegerede skal tage stilling

Hun er ikke bekymret for, at sygeplejerskernes faglige profil eller uddannelsesønsker vil forsvinde i en ny stor hovedorganisation:

”Vi vil fortsat selv forhandle vores overenskomster præcis som i dag. Og efterspørgslen efter højtuddannede sygeplejersker vil ikke blive mindre, fordi vi er samlet i en stor hovedorganisation med både fagprofessionelle og ufaglærte. Men vi vil være tættere på de store dagsordner, hvor en samlet fagbevægelse vil have en stærkere stemme,” siger Grete Christensen.

Dansk Sygeplejeråds kongres skal altså inden den 13. april beslutte, om de delegerede på FTF’s ekstraordinære kongres skal stemme ja eller nej til fusionen. Det er endnu ikke besluttet, hvornår DSR’s kongres tager stilling.

Læs andre artikler relateret til emnet