Politikerne tager patienter som gidsler: Kampen for en retfærdig løn til sygeplejersker er ikke slut endnu

DEBAT: Der skal findes en løsning​ her og nu for at fastholde sygeplejerskerne, men jeg minder også om, at det ikke løser den historisk uretfærdige lønforskel, som vi er udsat for, skriver Grete Christensen i en kronik i Jyllands-Posten.

Oprettet: 02.12.2021
Foto: Søren Svendsen

Kronik af Grete Christensen, formand i dansk Sygeplejeråd, bragt i Jyllands-Posten den 1/12.

Danmark har gennem det seneste halvandet år været i en historisk sundhedskrise pga. corona. Sygeplejerskerne har sammen med alle øvrige faggrupper løftet en helt ekstraordinær opgave og fået hverdagen til at fungere på sygehuse, i hjemmesygeplejen, på plejehjem, i almen praksis og mange andre steder. Det har de gjort med stort engagement og dedikation til at løfte en vigtig samfundsmæssig opgave.

Når rigtig mange sygeplejersker viser deres frustration, så skyldes det ikke, at engagementet i sundhedsvæsenet pludselig er forsvundet. Det er tværtimod intakt – til gengæld er sygeplejersker overvældet af følelsen af ikke at blive økonomisk anerkendt for dette engagement og dedikation til deres fag. Sygeplejerskerne har en oplevelse af, at den folkelige anerkendelse, som har været der i mange år, og som også var tydelig i forhold til indsatsen under corona, hverken deles eller anerkendes af mange politiske ledere. Derfor er sygeplejerskernes kamp for en retfærdig løn – 5.000 kr. mere om måneden – fortsat højaktuel.

Meget har ændret sig, siden Tjenestemandsreformen i 1969 førte til et lønhierarki, der placerede sygeplejersker lavere end traditionelt mandsdominerede faggrupper med tilsvarende uddannelsesniveau. Ikke mindst vores forestilling om, hvad der er rimeligt, har ændret sig. Heldigvis. Ellers ville det stadig i dag ikke være velset at gå hånd i hånd med en kæreste af samme køn, holde barsel som far eller fjerne den uønskede hånd fra låret. Vi har fået et rigere samfund uden de begrænsninger. Alligevel er lønnen for sygeplejersker stadig låst i en opfattelse af, at vores job er mindre værd – på trods af at det er tydeligt, hvor stor betydning vi har i hverdagens sundhedsvæsen sammen med mange andre.

Tjenestemandskommission. Alene ordet lyder formelt og gammeldags. Prøv så at forestille dig arbejdet i sådan en kommission i 1965: Diskussioner i tilrøgede lokaler, 25 mænd og en enkelt kvinde, hjælpende embedsmænd – der vitterligt alle var mænd, og formelle repræsentationer fra et begrænset udvalg af faglige organisationer. Udgangspunktet for kommissionen var ganske fornuftigt. Med et voksende antal offentligt ansatte kom der også et naturligt ønske fra Folketingets side om at sikre mere ensartet løn og vilkår. Og, tilføjede man fra Folketingets side: »Placeringen i en bestemt lønramme skulle være velbegrundet.«

Tjenestemandskommissionen lykkedes med at opfylde Folketingets første ønske: Samtlige stillingsbetegnelser benyttet i det offentlige blev indplaceret i lønhierarkiet. Det var til gengæld langt sværere med det andet ønske om en »velbegrundet indplacering«. Det erkendte kommissionen selv, og som det blev udtrykt af den daværende lønnings- og pensionsminister, Aage Hastrup: »Det ville være ønskeligt, om der forelå udtømmende stillingsbeskrivelser for alle grupper, således at man havde det nødvendige objektive grundlag for den fremtidige indbyrdes placering. Her synes dog at mangle en del, og det er derfor muligt, at man i første omgang må begrænse sig til mere beskedne ændringer.«

Resultatet blev, at da de 160 mænd og 19 kvinder i Folketinget vedtog Tjenestemandsreformen, var de kvindedominerede fag, som f.eks. sygeplejersker, indplaceret relativt lavt i lønhierarkiet set i sammenligning med mandsdominerede fag. Når man ser på kommissionens sammensætning, den mandsdominerede embedsstand og ditto Folketing, blev resultatet ikke overraskende, at hierarkiet blev videreført fra en tid, hvor kvinders løn blev betragtet som lommepenge snarere end forsørgelsesgrundlag.

Jamen, hvorfor råbte kvindefagene ikke højt dengang?

Det gjorde nogle skam også. Kirsten Stallknecht, Dansk Sygeplejeråds mangeårige formand, forsøgte at få kommissionen og Folketingets politikere til at få undersøgt og ændret sygeplejerskernes løn. Da det ikke lykkedes, og resultatet forelå, tonede hun frem på nationalt tv med ordene: »Det er latterligt og forkasteligt!«

Selv om sygeplejerskerne havde været organiseret siden slutningen af det forrige århundrede, var de i 1969 ikke blandt de faglige organisationer, som deltog i det forberedende arbejde. Dengang var der ikke tradition for at lytte til et bredere udsnit af interessenter: Når først arbejdstagerne var repræsenteret ved forhandlingsbordet, var det tilstrækkeligt. Uanset hvor højt Sygeplejerådet så ellers råbte i pressen.

Derudover var andelen af kvinder i forhandlingerne forsvindende lille, og ingen af de tilstedeværende overvejede at se på hierarkiet fra et ligestillingsperspektiv. Derfor var der ingen, der som drengen i ”Kejserens nye klæder” kunne pege på dét, som vi i dag vil finde åbenlyst urimeligt og underligt: at de kvindedominerede faggrupper konsekvent blev placeret lavt i hierarkiet.

Først ved behandlingen af lovforslaget i Folketinget blev urimeligheden påpeget af et af de få kvindelige folketingsmedlemmer, Hanne Reintoft: »Jeg ved overhovedet ikke, hvad man har tænkt på, da man indplacerede sygeplejerskerne. Det er mennesker med stort ansvar og fin uddannelse«, dog uden at det ændrede ved vedtagelsen af loven.

I årene efter blev lønhierarkiet anvendt som afsæt for overenskomstforhandlingerne med det resultat, at enhver ændring mellem faggrupperne sker i en fælles forhandling med arbejdsgiverne. Resultatet er, at ethvert forsøg på at genoprette den 50-årige uretfærdighed strander på, at det kommer til at gå ud over andre faggrupper. Det ønsker vi ikke.

Vi er ikke ude på, at andre faggrupper skal betale for, at de for 50 år siden blev placeret højere i lønhierarkiet. Forhandlingerne skal ikke bruges til en indbyrdes kamp mellem faggrupper for at få udlignet en uretfærdighed, som blev begået af arbejdsgiverne – staten – for mere end 50 år siden. Den fejl blev begået af politikerne i Folketinget, og de skal rette op på den – for sygeplejersker såvel som for andre faggrupper med et historisk lønefterslæb.

Det, der er brug for, er et opgør med lønhierarkiet, så sygeplejerskernes løn kommer på linje med andre faggrupper med samme uddannelsesniveau, opgaver og ansvar. Et lønløft på 5.000 kr. om måneden svarer til, at sygeplejersker får samme løn som en folkeskolelærer.

Da corona kom, smed sygeplejerskerne ligesom andre faggrupper i sundhedsvæsenet alt, hvad de havde i hænderne, og tog fat på at løse den aktuelle krise. Igen og igen arbejdede vi over, tog ekstravagter, bragte os selv i spil og flyttede rundt på familielivet for at kunne være der for patienterne. Igen og igen stillede vi os forrest i frontlinjen med den usikkerhed og frygt, der følger med. Da sygeplejerskerne sagde nej til det forhandlede resultat som et udtryk for topmålet af frustration og dermed gik i strejke, kom regeringsindgrebet – uden ekstra lønkroner eller bedre arbejdsvilkår.

Grænsen er nået, og derfor er det tydeligt, at sygeplejerskerne ligesom mange andre faggrupper oplevede det som en provokation, da statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde for nylig bad landets sundhedspersonale gøre »en ekstra indsats igen«. Med henvisning til at sygehusene de kommende måneder bliver presset af et stigende antal indlagte med covid-19 og influenza.

Jeg er sikker på, at statsministeren har forstået, at det ikke er en farbar vej at presse flere timer ud af sygeplejerskerne – eller nogen andre faggrupper i sundhedsvæsenet. Sygeplejerskerne stemmer i stigende grad med fødderne og søger væk. Og diskussionen om at flytte opgaver til andre faggrupper er problemfyldt, dels fordi der er brug for sygeplejerskernes kompetencer til opgaverne, dels fordi der stort set er fuld beskæftigelse i de fleste sundhedsfaglige grupper.

Lige nu har vi i stedet brug for ekstra økonomi, hvis vi skal komme igennem krisen med et nogenlunde sammenhængende sundhedsvæsen – ellers risikerer vi, når vi kommer frem til samme tid næste år, at mange flere sygeplejersker er flygtet fra sundhedsvæsenet og faget. Ikke fordi de går på arbejde for at få en god løn. Men fordi de går på arbejde hver dag for at redde liv, behandle og pleje patienter – og det kan de ikke med de vilkår, som vi giver dem i dag.

Det er jer, kære folketingspolitikere, der tager patienterne som gidsler, når I efterlader os med arbejdsvilkår, hvor vi ikke har en chance for at tage os ordentligt af patienterne.

Der skal findes en løsning her og nu for at fastholde sygeplejerskerne – og jeg vil gerne takke de politikere, der støtter os i det – men jeg minder også om, at det ikke løser den historisk uretfærdige lønforskel. Det kræver en politisk beslutning og nogle beløb i en helt anden størrelsesorden end dem, der er blevet nævnt i forbindelse med den aktuelle krise. Derfor er det også nødvendigt med politiske løfter allerede nu om, at der er midler til at følge op på Lønstrukturkomitéens anbefalinger næste år.

Jeg tror, at rigtig mange danskere godt kan sætte sig ind i, at sygeplejerskerne er frustrerede over, at lønniveauet er bestemt af en flok mænd fra 1969, der mente, at sygeplejersker skulle have mindre i løn – blot fordi de var kvinder. Det var urimeligt dengang, og den slags forskelsbehandling kan jeg slet ikke forestille mig, at nogen synes, er rimeligt i dag.

Det har jeg forklaret i et brev til alle folketingsmedlemmer, og derfor fortsætter vi også kampen for 5.000 kr. mere om måneden.

Se indlægget i Jyllands-Posten