Respekten for arbejdsmiljøet skal højnes i 2019

2019 er udråbt til ”Arbejdsmiljørepræsentantår” af den nye hovedorganisation FH, som Dansk Sygeplejeråd er med i. Året skydes i gang den 8. januar ved en stor konference i Odense. Brug anledningen til at bringe arbejdsmiljøet på dagsordenen og støt op om din lokale AMR.

Oprettet: 07.01.2019
Susanne Bloch Kjeldsen, sbk@dsr.dk

Kender du din arbejdsmiljørepræsentant, AMR? Og ved du, hvad du kan bruge din AMR til?

2019 er udråbt til ”Arbejdsmiljørepræsentantår” af den nye  hovedorganisation FH, som Dansk Sygeplejeråd er med i. Året skydes i gang den 8. januar ved en stor konference i Odense. Brug anledningen til at bringe arbejdsmiljøet på dagsordenen og støt op om din lokale AMR.

Når startskuddet den 8. januar lyder for FH’s kampagne, Arbejdsmiljørepræsentantåret 2019, er det første gang, at så mange arbejdsmiljørepræsentanter samles.

Hele 1.500 arbejdsmiljørepræsentanter, heriblandt også mange sygeplejersker, vil på tværs af fag og brancher mødes i Odense Kongrescenter for at dele deres erfaringer og støtte hinanden i det daglige arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet.

Konferencen indleder et år med flere end 200 lokale arrangementer landet over i faglige sektioner, regioner, forbund og medlemsorganisationer, med deltagelse af mere end 7.000 arbejdsmiljørepræsentanter.

 

Respekten skal højnes

Arbejdsmiljørepræsentantåret 2019 skal skærpe anerkendelsen af arbejdsmiljørepræsentanternes store daglige indsats for at skabe og fastholde et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Arbejdsgiveren har ansvaret for et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Men ofte er det arbejdsmiljørepræsentanternes fortjeneste, at de daglige opgaver på arbejdspladsen løses, uden at kollegerne kommer til skade, bliver nedslidte eller er nødt til at sygemelde sig.

Læs mere om Arbejdsmiljørepræsentantåret 

Læs flere nyheder om arbejdsmiljø