S vil give permanente lønstigninger i velfærdsfag

Sygeplejersker og andre offentligt ansatte kan se frem til mere i løn, hvis Socialdemokratiets nye lønudspil bliver til virkelighed. Det er et godt og vigtigt skridt mod mere ligeløn, lyder vurderingen fra DSR-formand Grete Christensen.

Oprettet: 26.10.2022
Mai Brandi Ludvigsen@dsr.dk

Tre mia. kr. om året skal sikre bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Det fremgår af Socialdemokratiets længe ventede udspil om mere løn til de faggrupper i velfærdssamfundet, som der er allermest mangel på.

Pengene skal bidrage til at løse rekrutteringsudfordringerne både nu og på længere sigt i blandt andet i sundhedssektoren, ældreplejen, i daginstitutioner og i kriminalforsorgen.

”Det er banebrydende, at Socialdemokratiet er klar til at afsætte penge og tage ansvar for, at vi får mere ligeløn mellem offentlige faggrupper. Det er helt afgørende, hvis vi skal kunne rekruttere til sundhedsvæsenet fremadrettet. Vores mål er stadigvæk, at sygeplejersker skal have 5000 kr. mere i løn om måneden, og det her er en god og vigtig start. Så må vi se, hvor mange, der skal dele pengene, og hvordan vi kan bygge videre på det,” siger Grete Christensen.

Beløbet svarer til, at ca. 235.000 offentligt ansatte kan få en lønstigning på 2.000 kr. om måneden. I alt er der omkring 850.000 ansatte i den offentlige sektor.

Planen skal rulles ud fra 2024 og frem mod 2030, hvor der altså vil være tre mia. kr. ekstra til løn om året. Præcis mellem hvor mange, og hvordan pengene skal fordeles, skal ifølge Socialdemokratiet aftales i en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter.

Syv principper skal danne rammen for det arbejde. Det gælder:  

  • Skal bidrage til at løse rekrutteringsudfordringerne
  • Skal sikre mere lige aflønning
  • Skal målrettes stillinger med borgernære opgaver
  • Skal bidrage til, at flere arbejder på fuld tid
  • Skal bidrage til, at der bruges færre vikarer
  • Skal baseres på solidt fagligt grundlag (baseres på lønstrukturkomiteens arbejde)
  • Skal indføres økonomisk ansvarligt

Udspillet er en del af socialdemokratiets forslag om en helhedsplan for velfærdssamfundet, der skal række 15 år ud i fremtiden. Helhedsplanen handler blandt andet om mindre bureaukrati, bedre uddannelser og arbejdsmiljø samt om bedre løn og arbejdsvilkår.

Tidligere på ugen fremlagde Socialdemokratiet en akutpakke, der skal gøre det nemmere at fastholde og rekruttere medarbejdere i sundhedsvæsenet og medvirke til at nedbringe ventelisterne. Det skal blandt andet ske gennem lønbonusser i 2023.

Læs udspillet ’Bedre vilkår. Bedre velfærd.’