Sådan vil regeringen og regionerne finde 1000 ekstra sygeplejersker

Ret til fuld tid, bedre introduktionsforløb for nyuddannede og bedre praktikforløb for studerende. Sådan lyder de konkrete initiativer i en ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner, der skal sikre 1000 ekstra sygeplejersker på sygehusene. Dansk Sygeplejeråd bakker op om aftalen.

Oprettet: 10.01.2020
Mai Brandi Ludvigsen, mlu@dsr.dk
Foto: Claus Bech

Regeringen og Danske Regioner har fredag den 10. januar indgået en aftale, der skal sikre 1000 ekstra sygeplejersker på de danske sygehuse. 500 sygeplejersker i 2020 og yderligere 500 i 2021, så der samlet set vil være 1000 flere sygeplejersker fra 2021.

Med aftalen bliver en række konkrete initiativer sat i gang i regionerne. Blandt andet vil sygeplejersker ansat på sygehusene fremover få ret til fuld tid, og alle stillinger vil blive slået op som fuldtidsstillinger. Derudover skal der indføres bedre introduktionsforløb for nyuddannede, og der skal skabes bedre sammenhæng i de studerendes praktikforløb for at mindske frafaldet.

Grete Christensen roser regeringen for at bide sig fast i, at vi skal have 1000 flere sygeplejersker på sygehusene. Nu gælder det om at få aftalen implementeret klogt:

”Det kommer til at kræve noget af regionerne, men hvis det bliver grebet rigtigt an, kan vi nå langt med de tiltag, der nu er lagt frem. Vi er meget enige i, at vi skal have mindsket frafaldet på uddannelsen, sikre bedre introforløb og gøre det mere attraktivt at arbejde på fuld tid. Nu går arbejdet så i gang med at få det realiseret på en måde, så det også kan mærkes hos alle de sygeplejersker, som i mange år har holdt sammen på sundhedsvæsenet og nu er ved at give op. Skal vi kunne give dem et håb om en bedre fremtid, kræver det et solidt fokus på normeringer og arbejdsmiljø.”

En god begyndelse

Med aftalen følger 300 millioner kroner i 2020 og 600 millioner årligt fra 2021, der er blevet afsat med finansloven. Dermed er der sammen med den nye aftale et godt grundlag for at nå målet om 1000 flere sygeplejersker.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger i en pressemeddelelse:

”Vores sundhedsvæsen står og falder med, at vi har dygtige medarbejdere med tid til patienterne. Sundhedspersonalet løber rigtig stærkt ude på de danske sygehuse, og vi har brug for flere sygeplejersker til det stigende antal patienter, så vi kan sikre den kvalitet, vi ønsker i det danske sundhedsvæsen. Vi har sikret de økonomiske rammer og nu indgået en forpligtende aftale om 1.000 sygeplejersker til hospitalerne. Det her er det første af mange vigtige skridt, regeringen kommer til at tage hen i mod en samlet sundhedsaftale.”

Grete Christensen er enig i, at aftalen kun er et mange vigtige skridt, og at alt ikke er løst med den.

”Når man tænker på det pres, som mange sygeplejersker arbejder under, er det tydeligt, at der er brug for mange flere sygeplejersker. 1000 sygeplejersker er en rigtig god begyndelse. Jeg håber og tror, at de vil kunne mærke, at vi efter mange år med besparelser nu er inde i en ny positiv udvikling. Derudover kommer der jo alle sygeplejerskerne ude i kommunerne, som også får flere og flere arbejdsopgaver, men som ikke er en del af den her aftale.”   

 

De 1000 ekstra sygeplejersker vil blive opgjort i forhold til antal fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker på sygehusene i 4. kvartal 2019. Målet kan både realiseres gennem flere ansatte og gennem flere, der går op i tid.

Læs hele aftalen på Finansministeriets hjemmeside