Sammen kan vi flytte fokus fra kvantitet til kvalitet

Sygeplejersker og lægesekretærer skal stå sammen i kampen mod stigende produktivitetskrav, skriver Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, i et indlæg i DL Magasinet.

Oprettet: 23.03.2017

Debatindlæg, DL Magasinet 24. marts 2017, skrevet af Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

Hen over efteråret har vi set eksempel på eksempel, der viser, at et enormt arbejdspres er blevet en del af hospitalspersonalets hverdag: Et sygehus, der slækkede på lovpligtige kræftundersøgelser, en intensivafdeling, som bedøvede patienter længere end nødvendigt, talrige påbud fra Arbejdstilsynet, der også peger på alvorlige konsekvenser for patientsikkerheden, og personale, som siger stop og forlader deres job. Alt sammen på grund af for stort arbejdspres og mangel på resurser.

I de faglige organisationer skal vi sammen arbejde for, at produktivitetskravene afskaffes. Vi er enige om, at de har nået et niveau, hvor de udgør en trussel mod patientsikkerhed og arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet.

Kravene betyder uundgåeligt, at fagligheden yderligere bliver presset, og når den ryger, så ser vi ofte, at arbejdsglæden ryger. Sygeplejersker savner tid med patienterne i stedet for tid med dokumentationsopgaver.

Derfor er jeg også helt enig med formand for Danske Lægesekretærer, Nathali Schaap Degn, når hun i et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver, at vi skal lade de rette hænder klare opgaverne.

Hvis vi skal have et sundhedsvæsen, hvor alle patienter føler, at der bliver taget godt hånd om dem, og personalet er glade for at gå på arbejde hver dag, så må vi sørge for, at faglighederne kommer bedst muligt i spil. Sygeplejerskerne skal tage sig af behandling og pleje og lægesekretærerne den kliniske administration, præcis som faglighederne foreskriver.

Et godt sundhedsvæsen for både patienter og personale er et sundhedsvæsen, der hænger godt sammen. Et sundhedsvæsen, der ikke præges af frustrationer over manglende informationer og spildtid med at skaffe dem. Her spiller samarbejdet mellem sygeplejersker og lægesekretærer en vigtig rolle.

Et godt eksempel på et tæt samarbejde mellem sygeplejersker og lægesekretærerne er Medicinsk Fælles Ambulatorium på Holbæk Sygehus. Her er de medicinske ambulatorier samlet under ét tag, hvor f.eks. patienter med flere kroniske sygdomme kan komme til forskellige typer undersøgelser på én og samme dag. Det kræver knivskarp planlægning og koordinering, når hver enkelt booking skal være korrekt, og patienten skal være informeret om sit forløb.

Samarbejdet giver sammenhæng i forløbet til gavn for patienten. Det gode samarbejde betaler sig. Lægesekretærer og sygeplejersker står stærkt sammen både fagligt og politisk.

Det er vigtigt, når vi sammen skal kæmpe for, at produktionskravet på to procent bliver afskaffet og for at flytte fokus væk fra kvantitet og over på kvalitet.