Se virkeligheden i øjnene, JP

DEBAT: Dansk Sygeplejeråd giver svar på tiltale, efter at Jyllands-Posten fredag d. 18.12. bragte en leder, der advarede sygeplejerskerne om, at de ikke skal sætte befolkningens respekt over styr.

Oprettet: 23.12.2020

Af Grete Christensen, formand, og Dorthe Boe Danbjørg, næstformand, Dansk Sygeplejeråd bragt i Jyllands-Posten 23.12. 2020

JP’s leder fredag d. 18.12. kommer med det velmenende råd til os, sygeplejerskerne, at vi ikke skal sætte respekten over styr. JP er bekymret for, om vi har ”orkestreret” en kampagne op til OK 21, og om vi ”misbruger” pandemien i kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår for sygeplejerskerne.

Lad os lige starte med at eliminere den mistanke, som nager så frygteligt hos JP. Vi misbruger på ingen måde pandemien i vores kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår.

Den kamp begyndte lang tid før pandemien. Men kriser har det med at sætte spotlys på tingenes sande tilstand. I takt med, at mange sygeplejerskers arbejdspres er steget til umenneskelige højder under coronaepidemien, er den åbenlyse urimelighed, at sygeplejerskers løn stadig er dikteret af en forældet tjenestemandsreform, blevet krystalklar.

I 1969 indplacerede man sygeplejerskernes løn lavt alene af den grund, at de var kvinder og dermed ikke forsørgerpligtige. Institut for Menneskerettigheder har netop dokumenteret, at dén indplacering den dag i dag blokerer for, at vi og andre fag, der traditionelt har beskæftiget kvinder, kan opnå ligeløn i overenskomstsystemet. Ændringer kræver politisk handling, lyder konklusionen.

De ringe arbejdsvilkår er også blevet tydeliggjort under coronakrisen. Mange sygeplejersker er blevet kastet rundt og har med dags varsel fået besked på at indgå i coronaberedskabet under første bølge. Men ét var foråret, hvor pandemien skyllede ind over os som en tsunami. Værre er det, at vi siden sommer forgæves har efterlyst bedre organisering og beredskabsplaner hos arbejdsgiverne, som tager højde for, at der kommer et højt antal indlagte.

Det er ikke sket, og derfor har mange ikke haft lyst til at melde sig til anden bølges beredskab. I stedet har mange fået en tjenestelig ordre og pisker nu rundt igen. Den virkelighed, som andre medier så udmærket beskriver, skal sygeplejersker og andre medarbejdere bøde for nu.

Derfor er det en mavepuster at læse JP’s melding om, at sygeplejersker bør være klar til den virkelighed, de møder i sundhedsvæsenet, for det er det, de er uddannet til. Hvis nogen har brug for et realitetstjek, er det ikke sygeplejerskerne men JP’s lederskribent, der fremstår uvidende og verdensfjern.

Sygeplejersker er uddannet til at stå i en virkelighed med svært syge patienter. Men det har aldrig været meningen, at de skal springe hurtigere og hurtigere for at holde et underfinansieret sundhedsvæsen sammen. Manglen på personale erkendte regeringen faktisk i år og afsatte penge til 1000 flere sygeplejersker de næste to år.

Det har heller aldrig været hensigten med sygeplejerskers uddannelse og specialer, at de skal reduceres til brikker, der kan flyttes rundt uden skelen til kompetencer og specialer. Og det stemmer heller ikke med visionerne for et fremtidigt sundhedsvæsen med højtspecialiserede supersygehuse.

I stedet for at bekymre sig, om sygeplejerskerne er ved at sætte respekten over styr, så burde JP rettelig spørge arbejdsgiverne og politikerne, om de ikke snart gør noget ved det, så sygeplejerskerne kan blive vist den respekt, de fortjener: I form af løn- og arbejdsvilkår, som både honorerer deres faglige kompetencer og det ansvar, de hver dag påtager sig – corona eller ej.