Sejr i sag om sygeplejerskers fleksibilitet

Dansk Sygeplejeråd har vundet en faglig voldgiftssag over Region Hovedstaden i en sag, hvor sygeplejersker blev bedt om at arbejde på to matrikler.

Oprettet: 08.08.2018
Susanne Bloch Kjeldsen, sbk@dsr.dk
Sygeplejersker på Gastro-enheden på Herlev og Gentofte hospitaler blev i februar 2017 bedt om at arbejde i rotation.

Region Hovedstaden brød overenskomsten, da de i februar 2017 bad sygeplejersker fra Gastro-enheden på Herlev Hospital om at arbejde i rotation mellem Herlev og Gentofte Hospitaler med et varsel på kun fire uger. En faglig voldgiftssag, som Dansk Sygeplejeråd har vundet over Region Hovedstaden i juni, slår fast, at arbejdsgiveren skal overholde overenskomstens bestemmelser om varsling. Sagen får nu betydning for en lang række uafsluttede lignende sager i andre regioner. Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, glæder sig over medholdet.

”Jeg er særdeles tilfreds med, at den faglige voldgift har givet os ret. Overenskomstens bestemmelser, som skal beskytte medarbejdere betyder, at der er grænser for den fleksibilitet, arbejdsgiverne kan kræve af medarbejderne, og det er vigtigt i en tid, hvor medarbejderne oplever at blive urimeligt presset i hverdagen”, siger Grete Christensen.

Længere transporttid

Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Herlev og Gentofte Hospital, Sara Catalina Rønholt, lægger vægt på, at sagen får betydning for lignende sager fremover.

”Det er klart, at det gør en forskel, at man får et varsel på mere end fire uger, hvis man pludselig får længere transporttid, og skal have sit privatliv til at hænge sammen. Det kan også betyde, at man får tid til at søge et andet arbejde,” siger Sara Catalina Rønholt.

Læs mere om krav om større fleksibilitet og besparelser og her