DEBAT: Næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, går i rette med Dansk Industris påstand om, at lavere løn til kvinder ikke er diskrimination i Dagbladet Information.
Debatindlægget af næstforkvinde Dorthe Boe Danbjørg blev bragt i Dagbladet Information d. 28. december 2022
Manglende ligeløn skyldes ikke diskrimination på arbejdsmarkedet. Sådan lyder påstanden fra Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening i et debatindlæg i Information i sidste uge. Men hvis det ikke er diskrimination, at fag med mange kvinder notorisk er dårligere lønnet end fag med mange mænd, så ved jeg ikke, hvad vi skal kalde det.
Pernille Knudsen fremhæver selv, at skævhederne i høj grad skyldes forskellige uddannelses- og jobvalg, men uligheden opstår jo netop fordi, visse fag bliver diskrimineret. Ikke på individniveau, men på strukturelt plan.
Den strukturelle uligeløn ses ved, at arbejde, der historisk har været varetaget af kvinder, værdisættes lavere end i fag, hvor arbejdet primært udføres af mænd. Den store synder er Tjenestemandsreformen, der for over 50 år siden lagde grunden for lønhierarkiet mellem de offentlige fag. Når det af samfundet blev vurderet rimeligt tilbage i 1969, skyldes det blandt andet, at mændene typisk havde forsørgerpligten i familien.
Måske var kvinderne dengang tilfredse med at blive forsørget af deres mænd - jeg tvivler. Jeg ved dog, at den tid for længst er forbi. Kvinder vil tjene deres egne penge, og de ser selvfølgelig ingen grund til, at de skal lønnes dårligere, fordi de vælger et fag med mange kvinder.
I dag har vi da også en ligelønslov, der sikrer, at arbejdsgiverne ikke må gøre forskel på kvinder og mænd, der udfører arbejde af samme værdi. Men som altså ikke forhindrer store forskelle i lønnen mellem fag med mange kvinder og fag med mange mænd.
Uligelønnen forstærker en række andre problemer, og man skal have fulgt dårligt med, hvis man ikke kan se de udfordringer den strukturelle uligeløn giver for arbejdsmarkedet og rekrutteringen til velfærdsfagene. Det gælder eksempelvis i forhold til manglen på sygeplejersker.
Når vi sygeplejersker har strejket hele fem gange, er det fordi, vi mener det. Lønnen står simpelthen ikke mål med det ansvar og de livsvigtige og komplekse opgaver, vi står med. Vi kan jo også høre, hvad andre tjener - og ellers kan vi læse det i statistikkerne.
Lønefterslæbet i de kvindedominerede fag er veldokumenteret. Blandt andet viser en analyse fra Oxfam Ibis, at det i runde tal koster to mio. kr. på livslønnen – efter skat - at vælge et kvindefag frem for et mandefag. Eksempelvis tjener en sygeplejerske ca. 5.000 kr. mindre om måneden end en skolelærer.
Pernille Knudsen kommer også med en anden vild påstand: ”Det er centralt at forstå, at lønforskellen mellem kønnene ikke er noget, der kan løses med lovgivning eller lønløft til særlige områder,” skriver hun.
Hvorfor om jeg må spørge? Argumentationen mangler, og den er da også svær at finde.
Heldigvis er der da også mange politikere, der har set, at det er nødvendigt at handle politisk.
Pernille Knudsen peger på det kønsopdelte arbejdsmarked, og ikke den ulige løn, som udfordringen. Det skal vi arbejde på at gøre noget ved, skriver hun. Den er vi med på. Sygeplejersker vil gerne have flere mandlige kollegaer. Jeg må dog advare mod at tro, at en anden kønsfordeling vil gøre en eneste mere tilfreds med lønnen. Om der så var 90 pct. mænd i sygeplejefaget, ville det stadigvæk være dårligere lønnet end sammenlignelige fag, der traditionelt har været mandefag.
I øvrigt vil jeg opfordre DA til at spørge de unge, hvad der betyder noget, når de skal vælge uddannelse. Svaret er blandt andet løn. Det er det, der nævnes først af flest, viser en analyse fra Tænketanken DEA. Og det gælder i lige så høj grad for de gymnasieelever, der overvejer at læse en af de fire store professionsbacheloruddannelser, som for alle andre.
Så lad os kalde tingene det, de er. Uligeløn er selvfølgelig diskriminerende, uanset om det er på individniveau eller strukturelt. Og lad os finde løsninger, som rent faktisk løser problemet. Det gør et lønløft.