Send ikke coronaregningen til de syge og svage

DEBAT: Husk at kompensere kommunerne og regionerne økonomisk, både for den ekstra udgift til at håndtere coronaepidemien og de ekstra omkostninger ved at afvikle puklen af opgaver. Ellers bliver det de offentligt ansatte, de allermest syge og de handicappede, som kommer til at betale prisen for coronaepidemien.

Oprettet: 21.04.2020

Debatindlæg af Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, Mona Striib, formand i FOA og Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne. Bragt i Berlingske.

Alle danskere har ofret kram, konfirmationer, kontoret eller klassen for at inddæmme coronaepidemien.

Og alle har med den nye corona-adfærd bidraget til, at statsminister Mette Frederiksen forleden kunne varsle en forsigtig genåbning af landet.

For mange offentligt ansatte har arbejdsdagen dog ikke budt på isolation, men tværtimod en placering i frontlinjen.

24 timer i døgnet er sygeplejersker, sosu-assistenter, socialpædagoger og mange andre mødt ind på arbejde i kritiske funktioner - ofte under vilkår, som er meget anderledes end den arbejdsdag, de ellers er vant til. Det har udgjort - og udgør stadig - en stor belastning for personalets arbejdsliv og privatliv.

Nu tager vi de første skridt til at genåbne Danmark. Forude venter meget, der skal indhentes. Ikke bare i privatlivet, men i særdeleshed på arbejdspladserne, hvor der er blevet opbygget en stor pukkel af opgaver i forbindelse med epidemien.

Sygehusene skal behandle alle de mennesker, som blev sat i venteposition, da landet lukkede ned. Det ventes, at det vil tage mindst et år at indhente de udskudte operationer og behandlinger. På ældreområdet skal hverdagen atter på skinner efter en lang periode med isolation. Samtidig får psykisk syge mennesker, der har fået det værre i de seneste måneder, brug for en ekstra hånd, når de skal bygge deres liv op på ny.

Vi står over for en længere periode, hvor vi fortsat skal være i beredskab til at håndtere de alvorligt coronasyge patienter samtidig med, at de øvrige daglige aktiviteter skal øges. Der skal også bygges en ny hverdag op for socialt udsatte og ældre. Og ikke nok med det, den pukkel af opgaver, som har hobet sig op i den offentlige sektor, skal også håndteres. Der bliver nok at gøre, og det vil uden tvivl atter kræve en ekstra indsats af alle medarbejderne i forreste linje.

Derfor sender vi en kraftig appel til landets politikere: Husk, at der er meget arbejde, der nu skal indhentes - oveni den enorme og helt ekstraordinære indsats, som alle har ydet de seneste to måneder. Husk at kompensere kommunerne og regionerne økonomisk, både for den ekstra udgift til at håndtere coronaepidemien og de ekstra omkostninger ved at afvikle puklen af opgaver. Ellers bliver det de offentligt ansatte, de allermest syge og de handicappede, som kommer til at betale prisen for coronaepidemien.

Når coronakrisen engang er overstået, vil den utvivlsomt give anledning til mange diskussioner. Men allerede nu kan vi konkludere, at vi er alt for sårbare over for en verdensomspændende epidemi. Når den offentlige sektor i forvejen halter bagefter sine opgaver, skal der meget lidt til at vælte læsset. Vi klarede første bølge takket være fleksible, omstillingsparate og handlekraftige offentligt ansatte. Men vi er nødt til at være bedre beredt, når næste bølge rammer.

På længere sigt er der ikke blot brug for ressourcer til at håndtere coronaepidemien og genåbne den offentlige sektor. Der er i det hele taget brug for at genoprette sundhedsvæsenet, ældreplejen og socialområdet, så vi bliver bedre i stand til at takle den næste sundhedskrise.

Se indlægget i Berlingske