Skaffede medlem over 52.000 kr. tilbage i forkert beregnet løn

Helle Eriksen er en af de mange tillidsrepræsentanter, som året rundt fungerer som løndetektiv på sygeplejerskernes vegne. For nylig kunne hun fortælle en kollega, at hun ville få over 50.000 kroner tilbage på grund af en forkert lønindplacering.

Oprettet: 14.11.2018
Susanne Bloch Kjeldsen, sbk@dsr.dk
Helle Eriksen og alle andre tillidsvalgte i Dansk Sygeplejeråd er klar til at hjælpe med løntjek
Foto: Privat

Helle Eriksen undrede sig, da hun så sin kollegas lønindstilling. For kollegaen havde været uddannet i mange år, men hun var kun på løntrin 4 og ikke trin 6, som hun efter Helle Eriksens beregninger burde være.

”Min kollega havde været væk fra sygehuset i et par år, hvor hun var ansat i en kommune. Da hun kom tilbage til sygehuset, blev hendes anciennitet ikke registreret korrekt. Anciennitetsdatoen følger ikke automatisk med på tværs af kommune og region, og derfor skal man huske at aflevere sin seneste lønseddel på lønkontoret” fortæller Helle Eriksen, som er fællestillidsrepræsentant-suppleant på Aalborg Universitetshospital, Thisted. I daglig tale Thisted Sygehus.

 

52.200,21 kroner tilbage

Fejlen betød, at kollegaen nu får 52.200,21 kroner tilbage før skat. En kompliceret udregning, fordi en mangeårig forkert indplacering betyder, at alle vagttillæg skal reguleres.

”Når jeg opdager sådan en fejl, så bliver jeg simpelthen så ærligt oprigtigt glad over, at jeg kan hjælpe et medlem med at få det rigtige i løn. Det viser, at det kan betale sig at være med i en rigtig fagforening, hvor man kan få hjælp til at få tjekket sin løn. Og når jeg skal overbringe sådan en god nyhed, er det selvfølgelig også en enorm tilfredsstillelse for mig selv,” siger Helle Eriksen.

Hun har været fællestillidsrepræsentant, FTR, i fire år, og i den tid har hun i samarbejde med sygehusets tillidsrepræsentanter fundet fejl for over 200.000 kr. Det har handlet om fejl fra 5-70.000 kroner.

 

Her sker de fleste fejl

Helle Eriksen har et godt råd til at undgå en af de mest typiske fejl, som er forkert anciennitet:

”Man skal huske at tjekke sin anciennitetsdato, for det er suverænt her, de fleste fejl sker. Fejlen sker typisk – som i det aktuelle tilfælde – ved, at man skifter job mellem region og kommune,” siger Helle Eriksen.

 

Får du den rigtige løn?

Hvert år sætter LO og FTF fokus på løntjek i november – brug anledningen til at tjekke din egen løn. Din tillidsrepræsentant eller din kreds er både i november og resten af året parat til at hjælpe dig. Læs mere på dsr.dk/løntjek

 

3 gode råd
  • Tjek om du er indplaceret rigtigt lønmæssigt ved at bruge Dansk Sygeplejeråds lønberegner på dsr.dk/lønberegneren.
  • Kontrollér, om du får aften, nat- og weekend- samt øvrige tillæg, som du skal have efter vagtplanen.
  • Tjek om du får dine FO-dage, som står for ”frihed i henhold til overenskomsten”. Du skal have en fridag, når du arbejder på en helligdag – dog ikke søndage.

 

Læs mere om fejl på lønsedler her