Skarp kritik af retningslinjer for brug af værnemidler

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen rettede i dag en skarp kritik direkte mod Sundhedsstyrelsen for manglende sikkerhed for sygeplejersker og andre, som er tæt på borgerne i f.eks. hjemmeplejen. En kritik, hun har fremført gennem flere uger.

Oprettet: 03.04.2020
Jakob Lundsteen, jlu@dsr.dk

Kritikken kom på et pressemøde i dag fredag, hvor både Dansk Sygeplejeråd, FOA, Lægeforeningen, KL, Danske Regioner og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm deltog.

Grete Christensen hæftede sig specielt ved det paradoks, at mens vi alle bliver bedt om at holde mindst to meters afstand, er det i orden, at ansatte i sundhedsvæsnet skal stå tæt på rigtigt mange borgere i løbet af en dag. Og kun skal bruge værnemidler, hvis der er konkret mistanke om Covid-19 – ellers skal man bare gøre, som man plejer i hjemmeplejen.

”Her synes vi, at plejer er et forkert begreb. For der er ikke noget andet i Danmark, der er som det plejer at være. Så vi vil gerne opfordre Sundhedsstyrelsen til at kigge på de her retningslinjer igen og angive anvendelsen af mundbind i de tilfælde, hvor man f.eks. skal give intravenøs medicin, lave sårpleje eller andet, hvor man er tæt på borgeren,” sagde Grete Christensen.
 

Man skal ikke gå på arbejde med ondt i maven

Personalet i sygehusvæsnet og ældreplejen er nervøse for, at der ikke er nok værnemidler, når de til dagligt er på arbejde, så de selv risikerer at blive smittet med coronavirus. Og at de derved tager smitten videre til andre. Både i eget hjem eller på deres job.

”Det kan ikke være meningen, de skal gå på arbejde med ondt i maven, og derfor skal vi gøre noget ved de her ting,” sagde Grete Christensen. Hun sagde, at hun er glad for, at hun fik lejlighed til at rejse kritikken direkte overfor myndighederne og på landsdækkende TV, så alle kan se, at der er problemer med sikkerheden for sundhedspersonalet.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, erkendte, at retningslinjerne omkring værnemidlerne skal være skarpere, så personalet sikkert kan passe arbejdet. Han bebudede, at der ville komme opdaterede retningslinjer i næste uge.

Arbejdsgiverne hos KL erkendte, at der lige nu er mangel på værnemidler, men der er grund til forsigtig optimisme, sagde Christian Harsløf, direktør i KL:

”Markedet for værnemidler er slet ikke, som det plejer at være. Der er eksempler på, at man ender med at blive skuffet, når man placerer en ordre, som ikke kommer frem. Der er grund til optimisme. Store og små danske virksomheder har kastet sig ind i kampen. Nu er vi snart godt kørende for håndsprit og handsker samt visir.”

”Inden for få dage vil vi kunne fylde lagrene op igen", sagde direktøren fra KL, der dog ikke nævnte noget om masker og mundbind.

Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, som styrer driften af sygehusvæsnet, tilføjer, at der arbejdes på at give personalet den nødvendige beskyttelse.