Skarpe holdninger gav livlig debat

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensens opråb til politikerne er nået vidt og bredt omkring efter, at DR2 Debatten spredte klippet med de skarpe vendinger på Facebook

Oprettet: 08.09.2016
Maya Bille, mbi@dsr.dk

”Spot on!, ”Enig”, ”Bravo”, ”Sådan”, ”Godt sagt”, ”Hørt!”. I kommentartråden på Facebook, var udråbende mange, da Debatten på DR2 delte formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensens klare budskab om, at sygeplejerskerne er pressede, og sundhedsvæsenet er på vej mod en nedsmeltning, som hun kom med i deres udsendelse den 1. september. Det er både borgere og offentligt ansatte med forskellige faglige baggrunde, der har tilkendegivet, at Grete Christensens ord afspejler det, de selv oplever i den offentlige sektor.

”Helt enig! Det gælder også inden for pædagogfaget!!! Flere gode hænder ville være den største gave for både medarbejder og bruger,” skriver Karina Kuta, i en kommentar til Debattens video.

I alt har ca. 1200 deltaget i debatten via kommentartråden på Facebook. Også Eva Vilhelmsen kan genkende Grete Christensens beskrivelser i sit arbejde:

”Hold kæft, hun er god! Det gælder ikke bare sygeplejersker, men hele vejen rundt i systemet. Tidligere kunne jeg huske alle mine sager, uanset jeg havde flere end i dag. Nu bliver jeg overrasket over at have dårlig samvittighed over noget, som det så viser sig, JEG HAR LAVET! Overblikket er smuttet i alle de administrative krav, kontrol og procedurer, der er i sagsbehandling. Den ene hånd ved ikke altid, hvad den anden gør.”

9.450 danskere har delt videoen, og en af dem er Dennis Alex Jørgensen, formand HK Trafik og Jernbane. Det gjorde han med ordene: ”Det er bare så rigtigt sagt, uanset hvilken branche vi taler om.”

Det er dog ikke alle, der er enige med Grete Christensen i hendes kritik af regeringens plan om topskattelettelser.

Anders Stoltenberg skriver: ”De to ting har intet med hinanden at gøre. Vi er nødt til at stoppe skatteplyndringen for overhovedet at få råd til sygeplejersker i de kommende år. Smertegrænsen for konfiskation af borgernes penge er for længst nået. Skattetrykket har i årtier været det største politiske problem her til lands. Hverken miljø, indvandring, social eller andet, men skat.”

Andre håber på, at Grete Christensens ord vil trænge ind hos politikerne.

”Kan de politikere for pokker da ikke snart forstå det. Ud over at patienterne ikke får optimal behandling, er der stor risiko for, at personalet bliver syge: når man som kompetent og engageret fagperson ikke har mulighed for at udføre et stykke arbejde, som man selv synes er tilfredsstillende, er der stor risiko for at blive stresssyg. Ser man på nøgternt og kun rent økonomisk på det, er det også helt hen i vejret,” skriver Britta Hammershøy i kommentartråden til videoklippet fra Debatten.

Læs også: