Stort ja til OK18 fra sygeplejerskerne

Et stort flertal af de medlemmer, der deltog i afstemningen i Dansk Sygeplejeråd, har stemt ja til det forlig, der blev indgået ved OK18. Dermed træder overenskomsten i kraft med virkning fra 1. april.

Oprettet: 04.06.2018
Rudi Damkjær, rda@dsr.dk

Et stort flertal af sygeplejerskerne har valgt at sige ja til OK18-forliget. 91,1 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer, der deltog i afstemningen, stemte ja, og dermed bliver lønstigningerne og de andre forbedringer en realitet.

- Jeg er glad for, at medlemmerne har sagt ja til det forlig, vi fik forhandlet os frem til. Som bekendt var forhandlingerne denne gang historisk langtrukne og dramatiske. Men vi stod fast og fik forhandlet en aftale, der er ganske god for sygeplejerskerne. Det har medlemmerne nu anerkendt med et overvældende stort flertal, der stemmer ja, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet.

57,5 procent af de stemmeberettigede sygeplejersker har deltaget i afstemningen, der dermed har den højeste stemmedeltagelse siden 2008.

Sygeplejerskernes afstemningsresultat indgår i den fælles afstemning for Sundhedskartellet, hvor 11 sundhedsfaglige organisationer stemmer om et samlet resultat. Her stemte sammenlagt 93,1 procent ja med en stemmedeltagelse på 56,5 procent, og dermed er forliget formelt godkendt for hele Sundhedskartellet.

- Vi har haft en flot stemmedeltagelse og man har virkelig kunne mærke medlemmernes opbakning hele vejen i gennem. Jeg mener, at Sundhedskartellets grupper kan være tilfreds med resultatet af forhandlingerne, og det er jeg glad for at et meget stort flertal af medlemmerne også mener, siger Grete Christensen.