Sundhed er en menneskeret

12. maj er den Internationale Sygeplejerskedag, og i år sætter sygeplejerskeorganisationer over hele verden fokus på, at sundhed er en menneskeret.

Oprettet: 12.05.2018
Rudi Skov Damkjær, rda@dsr.dk
Den nyvalgte ICN-præsident Annette Kennedy ved kongressen i Barcelona 2017.
Foto: Michael Bech

Det er International Council of Nurses (ICN), der hvert år udvælger et globalt tema at sætte fokus på den 12. maj. I år er temaet ”health is a human right” – sundhed er en menneskeret. ICN vil sætte fokus på, at adgang til sundhed bør være en basal ret for alle.

”Over hele verden findes der mennesker, der lider af sygdom, fordi de ikke kan betale for sundhedspleje. Vi mener, at sundhed er en menneskeret, og arbejder for lige adgang for alle”, siger formand for ICN, Annette Kennedy i ICN’s publikation om lige adgang til sundhed, der udgives i anledning af den Internationale Sygeplejerskedag 2018.

Ulighed i sundhed er også et problem i Danmark, hvor Dansk Sygeplejeråd arbejder på at sikre, at alle borgere har den samme mulighed for at få sundhedspleje.

”Der er en stigende grad ulighed i hvor sunde vi som danskere er – og i hvor høj grad vi får den rette behandling. Desværre er det et faktum, at man lever fem år længere, hvis man bor nord for København, end hvis man bor på Lolland. Det skal vi gøre op med, og her spiller sygeplejerskerne en central rolle. Det er afgørende, at vi har fokus på at skabe sammenhæng i mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet og samtidig satser endnu mere på forebyggelse. Og det er der brug for kvalificerede sygeplejersker for at gøre”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Sygeplejersker har også ret til sundhed

Men det er ikke kun patienter og borgere, der har ret til sundhed. ICN sætter også fokus på, at et ordentligt arbejdsmiljø og gode rammer for sygeplejersker, er afgørende for et velfungerende sundhedsvæsen.

”Vi skal huske, at retten til sundhed også gælder sygeplejersker. Vi ved at forbedringer i kvalitet og patientsikkerheden hænger tæt sammen med et godt arbejdsmiljø for sundhedsmedarbejderne. Det betyder, at sygeplejersker har ret til et sikkert arbejdsmiljø, ordentlig kompensation samt adgang til ressourcer og uddannelse” siger Annette Kennedy.

Den Internationale Sygeplejerskedag markeres hvert år den 12. maj, der er Florence Nightingales fødselsdag.

Læs ICN’s publikation ”Health is a Human Right”.