Sundhedsmedarbejdere får mulighed for at overføre ferie

Beskæftigelsesministeriet ændrer reglerne for ansatte i sundhedsvæsenet, så de får mulighed for at overføre ferie til næste år. Håbet er, at det kan være med til at lette presset på sundhedsvæsenet.

Oprettet: 14.12.2021

Manglen på sundhedsmedarbejdere og den seneste udvikling i coronasmitten med omikron-varianten får presset til at stige på sundhedsvæsenet. Derfor får ansatte i sundhedsvæsenet nu mulighed for at overføre ferie, der skulle være afholdt inden 31. december 2021, til næste år.

Det er Beskæftigelsesministeriet, der nu ændrer reglerne, i håb om, at det kan lette presset i sundhedsvæsenet over julen.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger i en pressemeddelelse:

”Det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe sundhedsvæsenet i den alvorlige situation, vi er i. Jeg vil gerne understrege, at det er op til den enkelte, om man vil afholde den ferie, som man har ret til. Men jeg håber, at vi med muligheden for at overføre feriedage kan være med til at mindske noget af presset for personalet rundt omkring.”

Bekendtgørelsen er sendt i høring og træder i kraft hurtigst muligt.

Læs mere, hvis du har ferie til gode

Læs om overførsel af ferie