DEBAT: Hvad med at regeringen selv tager ansvar for at rette op på det, der er ved at smuldre mellem hænderne på os? Det handler om løn og arbejdsvilkår – og det er det, man skal starte med, skriver næstforperson i DSR Harun Demirtas i Berlingske.
Kommentar i Berlingske af Harun Demirtas, næstforperson i Dansk Sygeplejeråd.
I sidste uge var der topmøde for kommunalpolitikere i Aalborg. Det bemærkelsesværdige var dog ikke debatten i salen om, hvordan man kan forbedre borgernes livskvalitet.
Nej, helt omvendt. Der blev sendt en hilsen fra statsministeren til alle danskere om, at de skal sænke deres forventninger til velfærdsstaten. For der er ikke nok penge til alt. Og heller ikke medarbejdere, der kan løfte opgaverne. Mærkeligt nok.
For var det ikke ugen før, regeringen fandt milliarder af kroner til krudt og kugler alene til Ukraine?
Og var det ikke samme regering, der under sidste valgkamp lovede alle »bedre vilkår for medarbejdere og bedre velfærd til borgerne«? Og bagefter gav skattelettelser til de rigeste?
Og var det ikke den samme regering, der gik til valg på et bedre sundhedsvæsen og forholdt sig til spørgsmålet om sygeplejerskernes løn og arbejdsvilkår? Hvad er der sket med alle de løfter?
Vi hører flere og flere borgere stå offentligt frem for at fortælle, hvor utrygt det egentlig det kan være at være afhængig af sundhedsvæsnet.
Når regeringen gerne vil reformere hele tanken om velfærden, er det mærkeligt, at man så ikke forholder sig til sagens kerne.
For hvorfor er velfærdssamfundet presset? Det kan ikke bare forklares med statens økonomi. For penge er der jo, når der virkelig er brug for dem.
Nej, vi er presset af, at vi ikke har mennesker, der synes at arbejde for at holde liv i velfærdssamfundet er attraktivt. En nyere undersøgelse, der er lavet af EVA, viser nemlig, at unge ser på lønnen og arbejdsvilkårene, når de skal vælge en uddannelse. Ser du på medarbejderne i det offentlige, som leverer ydelserne direkte og er i kontakt med borgerne, er der flere, der overvejer at forlade deres fag.
For nylig fik jeg en besked af en sygeplejerske.
Hun fortalte, at hun har kastet håndklædet i ringen efter ti år og nu er i gang med at læse it. Og hun har ingen overvejelser om at komme tilbage til sygeplejefaget efter at have opdaget de muligheder, der er udenfor. Ingen skiftende vagter. Ingen dårlig løn. Intet pres. Som hun siger: Jeg er allerede i arbejde ved siden af min uddannelse. Lønnen er bedre. Og der er kantineordning og kompetenceudvikling, og jeg får et hotelophold, når jeg skal på kursus, siger hun.
Det kan for nogen føles mærkeligt. Men når man har været ansat på et hospital og vænnet sig til tanken om at løbe stærkt, betale for sin egen julefrokost, få serveret mad, der er pakket i plastik og nærmest lede for at få en dag fri for at komme på et kursus, kan jeg godt forstå, at man pludselig synes, at man har spildt sin tid og er blevet snydt.
Velfærdssamfundet har brug for reformer. Og ja tak til frihed også.
Men hvad med at regeringen selv tager ansvar for at rette op på det, der er ved at smuldre mellem hænderne på os? Det handler om løn og arbejdsvilkår – og det er det, man skal starte med.