Sygeplejerskeorganisationer: Psykiatrien er uendeligt langt fra regeringens mål

DEBAT: Det er mildest talt ved at være sidste udkald, hvis regeringen skal nå i mål med en psykiatriplan inden valget. Mange frygter, med god grund, at vi nu igen får et folketingsvalg med masser af gode udmeldinger, men uden handling bag ordene, skriver en række sygeplejerskeorganisationer i opråb.

Oprettet: 23.08.2022

Debatindlæg bragt i Altinget den 23. August. Afsendere: Dorthe Boe Danbjørg, Inge Gustavsen, Bjarne Elholm, Inge Jekes og Susanne Rank Lücke, fra henholdsvis Dansk Sygeplejeråd, Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker,  Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje, Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne og Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.

Håbet blev vakt for psykiatriens brugere og medarbejdere, da der i 2019 blev sat en ny politisk retning.

I regeringens forståelsespapir med støttepartierne blev der lovet en tiårsplan for psykiatrien – antallet af genindlæggelser skulle ned, det samme med ventetiden og gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom skulle op.

Det er mildest talt ved at være sidste udkald, hvis det skal nås inden et valg.

Efter et massivt pres starter partierne langt om længe forhandlingerne 24. august. Men mange frygter, med god grund, at vi nu igen får et folketingsvalg med masser af gode udmeldinger, men hvor faktum er, at det kun er gået den forkerte vej siden sidst.

Ganske vist fik psykiatrien tilført 600 millioner kroner i finansloven fra 2020, og en opgørelse fra Sundhedsministeriet viser, at midlerne har givet lidt flere sengepladser og ansatte i psykiatrien.

Det er dog ikke noget, der på nogen måde modsvarer behovet. Ventetiderne er kun blevet længere, og gennemsnitslevealderen for mennesker med svære psykiske lidelser er stadig 15 – 20 år kortere end den gennemsnitlige danskers.

Den fortsatte mangel på sengepladser har også store konsekvenser på det kommunale område, fordi patienter med komplekse behov udskrives for tidligt. De kommunale sygeplejersker har ofte kun den praktiserende læge som sparringspartner, og de har ikke nødvendigvis nogen psykiatrisk erfaring at trække på.

 

Massive rekrutteringer er alfa og omega

Den helt store udfordring er manglen på sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.

Det er positivt, at der er kommet flere ansatte i psykiatrien, men når 75 procent af lederne i psykiatrien siger, at de ikke kan finde medarbejdere med de rette kompetencer, så er nogle få hundrede ekstra langt fra nok.

Og hvad nytter det at oprette flere sengepladser, hvis der ikke er medarbejdere med de rette kompetencer til at tage imod de ekstra patienter?

Hvis psykiatrien skal løftes i samme grad som kræftområdet blev det i 2010’erne, så skal der først og fremmest findes løsninger på de massive rekrutteringsproblemer, og der skal være den rette specialfaglige viden, som kræves på det dybt komplekse område, som psykiatrien er.

Det er alfa og omega, hvis flere medarbejdere skal søge ind i og blive i psykiatrien, og for patienter og borgere vil det betyde, at de i højere grad vil blive mødt med den rette faglighed, forståelse og hjælp.

 

Vi ved allerede, hvad der skal til

Det er også noget af det, som slås fast i Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en tiårsplan. Den lå klar allerede i januar, og indeholder en stribe af forslag til, hvordan vi her og nu – og på sigt – kan løfte psykiatrien.

Bedre forhandlingsgrundlag får partierne ikke.

Udover en løsning på rekrutteringsproblemerne ligger det lige for, at der er brug for et massivt kompetenceløft i psykiatrien, bedre sammenhæng i tilbuddene til især mennesker med psykisk sygdom og et samtidigt misbrug. Og så skal vi starte langt tidligere med at opspore psykisk sygdom hos børn og unge.

Det har vi og mange andre efterhånden råbt op om i en rum tid. For det er indsatser, vi ved virker. Og for at styrke det vidensgrundlag i fremtiden, er vi også nødt til at satse langt mere på forskning.

 

Svigt nu får enorme konvekvenser

Når politikerne om lidt sætter sig til forhandlingsbordet, så er disse ting selvfølgelig ikke gratis; det kræver benhårde politiske prioriteringer og massive investeringer.

Men hvis politikerne svigter nu, så vil det få årelange omkostninger for psykiatriens brugere og pårørende. Vi har ganske enkelt ikke råd til at svigte endnu en generation.

Vi har brug for, at politikerne viser, at de har tænkt sig at overholde løftet om en tiårsplan, der skaber håb og handlemuligheder. Og brug for at se i handling, at de mener det, når de siger, at psykisk sygdom skal tages lige så alvorligt som fysisk sygdom.