Sygeplejersker har fået nok: Coronakrisen bruges til at snige et daglejerprincip ind ad bagdøren

DEBAT: Nu er det igen blevet hverdag på sygehuse og i kommuner, men hverdagen har nogle steder været for længe om at indfinde sig. Mest fordi det var belejligt af andre grunde end corona. Men sygeplejerskers fleksibilitet er ikke en gavebod, skriver en række fællestillidsrepræsentanter.

Oprettet: 06.07.2020

Debatindlæg bragt i Politiken Sundhed af : Pia Jødal Næss-Schmidt, Aalborg Universitetshospital, Bente Marianne Yder, Regionshospital Nordjylland, Vinnie Larsen, Horsens Kommune, Jacob Gøtzsche, Aarhus Universitetshospital, Birgit Lind Pedersen, Slagelse Sygehus, Lotte Friis, Vordingborg Kommune, Trine Eg Kruse, Odense Universitetshospital, Ina Klinkwort, Ballerup Kommune, Charlotte Vallys, Rigshospitalet.

Sygeplejerskerne stiller op, når det gælder. Det kommer de også til at gøre, hvis anden bølge af corona rammer os. Men selv for sygeplejersker er der grænser for fleksibiliteten, og det er vigtig viden at tage med, hvis de om lidt skal stå klar igen.  

I bakspejlet er der en tilbøjelighed til at se coronakrisen i lyset af, at det aldrig blev så slemt, som alle frygtede. Sygehusene blev ikke lagt ned, og heldigvis gik det meste da vist meget godt. Men det er ikke uden grund, at mange sygeplejersker lige nu føler sig godt og grundigt slidt. Afdelinger skulle bygges op fra bunden, og der blev arbejdet i døgndrift i nye funktioner på nye adresser. Rigtig mange ting blev lavet om for at være klar og for at forebygge smitte.

Hverdagen blev markant anderledes for de fleste. Nogle fik længere til arbejde, andre skulle også lige jonglere hjemsendte børn, og rigtig mange har skullet indrette sig efter konstant ændrede vagter. Et langt stykke af vejen, var det nok også sådan det måtte være i en helt ny situation, hvor meget skulle gøres anderledes og på meget kort tid. Men midt i kampånden og stoltheden har rigtig mange også savnet flere individuelle hensyn.

Samtidig fløj retningslinjerne om ørerne på alle, og der var ikke nok værnemidler. Sådan burde det helt sikkert ikke have været. I mange kommuner kom de ansatte ud til borgerne uden beskyttelse, og det var en svær usikkerhed at være i, fordi sygdommen endnu var så ukendt. Mange havde mest lyst til at hoppe i heldragter og gasmasker.

Når det lykkedes at omstille hele sundhedsvæsenet så hurtigt, skyldes det altså først og fremmest, at sygeplejersker, læger og deres kollegaer stillede op i frontlinjen og var fleksible, da mange andre blev sendt hjem.

Når huset brænder

At sygeplejersker stiller op, når huset brænder, er en del af vores DNA. Derfor vil vi også gøre det igen. Det betyder ikke, at man kan tilbyde sygeplejersker, hvad som helst. Og det er den anden vigtige lære, hvis man vil komme godt igennem en næste bølge: Der er grænser for, hvor fleksibel man kan være, hvis man fortsat skal være tilfreds og stolt over sit arbejde, og hvis man også skal have sit privatliv til at hænge sammen.

Nu er det igen blevet hverdag på sygehuse og i kommunerne, men hverdagen har nogle steder været for længe om at indfinde sig. Mest fordi det var belejligt af andre grunde end corona. For mange arbejdsgivere har den store fleksibilitet været en gave. En kæmpe stor gave, og man kan overveje, om de ikke selv skulle have betalt lidt til den. Flere steder sidder vi som fællestillidsrepræsentanter med en fornemmelse af, at man gerne vil fortsætte med omkostningsfrit at bruge af den fleksibilitet til at løse hverdagens problemer. Det er bekymrende.

Derfor vil vi gerne advare om, at man forsøger at bruge coronakrisen som afsæt til at snige et daglejerprincip ind ad bagdøren. Det løser måske konkrete udfordringer her og nu, hvis man kan sende sygeplejersker rundt mellem afdelinger afhængig af, hvor der er personalemangel og sygdom. Men der er grænser for sygeplejerskers fleksibilitet, og her vil mange for længst begynde at miste arbejdsglæden og søge væk. Der er ofte en grund til, at man har valgt at arbejde et bestemt sted, både fagligt og privat. Vi yder faglig specialiseret sygepleje, og der er stor forskel på, om man f.eks. har erfaring fra en lungeafdeling eller en kirurgisk afdeling.

På den korte bane ved vi alle, at corona igen kan sætte huset i brand. Beredskabet i kommuner og på sygehuse bliver nødt til at være klar, og alle steder sker det med et ønske om, at det bliver frivilligt. Reelt vil mange dog opleve, at det er frivillighed med armen vredet om, hvis arbejdsgiverne ikke kan gøre det mere tydeligt, hvad det er for nogle vilkår, man skal stå til rådighed under. Hvor længe? Med hvilke vagter? Og får man overhovedet noget for det? Sidste gang blev vagtplaner ændret fra dag til dag, og ekstra timer røg på, og mange begynder at spørge sig selv, hvordan de egentlig bliver honoreret for det her.

Se indlægget i Politiken Sundhed