Sygeplejersker har fået nok - politikere må sikre ligeløn

DEBAT: Ligeløn handler om vilje, og ingen skal bilde mig ind, at vi i et rigt land som Danmark ikke har råd til at sikre, at det ikke er vores køn, der afgør, hvad vi får i løn, skriver Grete Christensen.

Oprettet: 23.04.2021

Af Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, bragt i Sjællandske Medier 12. april.

Lige nu fylder sygeplejerskers løn i debatten. Igen fristes man til at sige. Det gør den, fordi sygeplejerskerne netop har sagt nej til den overenskomstaftale, der var indgået. De er ikke tilfredse med OK-21-resultatet, med årtiers lønefterslæb, med arbejdspresset, med manglen på sygeplejersker og med manglende anerkendelse under corona. Med deres nej sætter de hælene i.

Men debatten er også blusset op igen, fordi det er lykkedes at skabe opmærksomhed om den ca. 50 år gamle reform, som holder sygeplejersker og andre kvindedominerede fag fast i et markant lønefterslæb. Det har en ny undersøgelse af reformens betydning blandt andet hjulpet med til. Rapporten »Kvindefag i en historisk skruetvinge« fra Institut for Menneskerettigheder viser, at der ikke er lige løn for lige arbejde i Danmark, og den viser også, at der ikke er sket forbedringer på de godt 50 år, der er gået, siden man med Tjenestemandsreformen placerede kvindedominerede fag nederst i lønhierarkiet.

Lavere end i 1969

Faktisk ligger de såkaldte kvindefag i dag lavere end i 1969, hvis man måler på gennemsnitsløn i forhold til uddannelsens længde. Det betyder, at sygeplejersker fortsat tjener 15-20 procent mindre end traditionelle mandsdominerede fag med samme uddannelsesniveau.

Det er trist, og det er pinligt, at det forholder sig sådan i 2021.

Da tjenestemandsreformen blev vedtaget tilbage i 1969, erkendte folketingspolitikere åbent, at indplaceringerne i lønhierarkiet ikke var objektivt begrundet i for eksempel uddannelse og kompetencer. I stedet blev fagene blandt andet indplaceret ud fra den betragtning, at kvinder ikke havde forsørgerpligt, og derfor var deres løn mindre vigtig. Det rationale gav ikke engang mening dengang, men holder selvfølgelig slet ikke i 2021.

Egentlig var placeringerne da også tænkt som midlertidige og skulle følge udviklingen i samfundet ved løbende evalueringer. Denne løbende evaluering er bare aldrig sket, og det betaler blandt andet sygeplejerskerne en høj pris for i dag.

Nogle har kaldt det en umulig opgave at løfte lønnen i de kvindedominerede fag: Det er for svært, for dyrt, og ansvaret lander i et ingenmandsland mellem Christiansborg og overenskomstsystemet. Jeg er ikke enig. Det er rigtig nok dyrt, og måske også svært, men det er ikke umuligt. Det handler om vilje, og ingen skal bilde mig ind, at vi i et rigt land som Danmark ikke har råd til at sikre, at det ikke er vores køn, der afgør, hvad vi får i løn.

Det er det, vi skal have gjort op med. Så kan det godt være, at det ikke løses i et enkelt snuptag, men der skal lægges en politisk plan med det klare mål, at få lønnen i de kvindedominerede fag bragt op på niveau med andre.

En del politikere er optaget af at fraskrive sig ansvaret og få ligeløn gjort til en sag udelukkende for overenskomstsystemet. De kommer dog ikke med mange bud på, hvordan det konkret skulle kunne lade sig gøre. Vores løn er for lav, og den skal ikke hæves ved, at andre skal gå ned i løn. Det vil naturligvis ikke være et populært resultat at vende hjem med fra overenskomstforhandlingerne for vores kollegaer i de andre forbund.

Puljen er for lille

Problemet er, at den samlede pulje, der er at forhandle om, er fastsat centralt og slet ikke har en størrelse, der vil kunne føre os i mål med ligelønnen inden for de nærmeste 100 år. Heller ikke ligelønspuljer, som den vi aftalte ved OK-18 og igen ved OK-21, kan rette op på skævhederne. Det har Forhandlingsfællesskabet indset og har derfor også en fælles forståelse af, at det er nødvendigt at kontakte politikerne på Christiansborg. Og det er jo ikke fordi, at forsøget ikke er gjort. Sygeplejersker er en de faggrupper i Danmark, der har strejket mest, uden at have kunnet indhente lønefterslæbet på denne måde.

Derfor er det afgørende med politisk vilje og penge fra Christiansborg, hvis vi reelt vil have ligeløn i Danmark.

Politisk løsning

Heldigvis er der også stadig flere politikere, som erkender, at der må findes en politisk løsning. Både af hensyn til ligestillingen, men også for fortsat at kunne fastholde kvalificerede sygeplejersker, så velfærdssamfundet hænger sammen. Forhåbentlig bliver de tilskyndet af de foreløbig over 45.000 underskrifter, der er samlet ind under overskriften »Lønløftet«. Med underskriftsindsamlingen opfordrer vi Folketingets politikere til, sammen med blandt andet sygeplejerskerne og arbejdsgiverne, at forpligte sig til at skabe ligeløn.

Den spirende politiske vilje giver håb, og det er der brug for. Som nævnt er det nemlig ikke første gang, vi har denne diskussionen om sygeplejerskernes løn, men behovet for en løsning er blevet mere påtrængende. Som formand for Dansk Sygeplejeråd møder jeg en enorm frustration og en oplevelse af dyb uretfærdighed hos rigtig mange sygeplejersker.

Efter flere år med effektiviseringer, mangel på kollegaer og nu corona er bægeret på alle måder fyldt op. Og for mange sygeplejersker er lønnen det, der lige nu får det til at flyde over. Sygeplejerskerne er trætte af pæne ord, lovsange og honninghjerter - de vil have løn, der matcher deres kompetencer, hårde arbejde og store ansvar.

Link til debatindlægget i Sjællandske Medier