Sygeplejersker mangler værnemidler

Især i landets kommuner melder sygeplejerskerne, at de ikke har de nødvendige værnemidler, og at det øger smitterisikoen for borgerne. Nu melder KL om ny strategi for at få lagrene fyldt op.

Oprettet: 25.03.2020
Kristine Jul Andersen

Mange sygeplejersker oplever, at de mangler værnemidler, når de skal tage sig af coronasmittede patienter. I en rundspørge fra Dansk Sygeplejeråd til alle tillidsrepræsentanter i kommuner og regioner, hvoraf over halvdelen har svaret, siger omkring hver fjerde tillidsrepræsentant i kommunerne, at de mangler adgang til værnemidler. 

Mangel på hjælpemidler oplever de bl.a. i Aarhus Kommune. Her er hjemmesygeplejen inddelt i ni områder, hvoraf nogle mangler værnemidler

”Det er et stort problem. Nogle steder har de ikke visir, og så prøver de at bruge beskyttelsesbriller – altså dem man bruger nytårsaften. Men hvis man så bruger briller, kan man ikke få dem uden på sine egne briller. Det er noget af det, vi bøvler med lige nu, og som fylder rigtig meget,” fortæller Kirsten Blaabjerg, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Aarhus Kommune.

Briller, visir, mundbind, håndsprit og kitler er blandt de værnemidler, tillidsrepræsentanterne melder ud som de største mangelvarer. Og ca. to ud af fem af de tillidsrepræsentanter i kommunerne, der har oplevet mangel på værnemidler, fortæller, at manglen har øget smitterisikoen for borgerne.

”Det nytter ikke, at vi i kommunerne mangler udstyr, når vi kommer rundt til mange svage borgere. Vi skulle jo gerne kunne beskytte dem fra at blive smittet – for ellers får de først travlt på hospitalet,” påpeger Kirsten Blaabjerg.

KL køber nu selv værnemidler

I KL er man godt klar over, at værnemidler er en mangelvare, og derfor har man nu ændret strategi og begynder selv at indkøbe værnemidler til sine medarbejdere. Det meddelte formand for KL Jacob Bundsgaard på et pressemøde mandag eftermiddag.

”Vi vil sikre, at der er tilstrækkelig med værnemidler, så vores medarbejdere trygt kan gå på arbejde. Derfor har vi hen over weekenden sat Aarhus Kommune som lead på indkøb af værnemidler, så vi kan sikre, at der er tilstrækkeligt. Med i samarbejdet er en kommune fra hver region,” sagde Jakob Bundsgaard (S).

Mandag aften landede der et stort parti værnemidler i Københavns Lufthavn, som tirsdag er ved at blive fordelt rundt om i landet.

”Lige nu er det kritisk med værnemidler derude. Det vil der være de næste par dage. Men det ser ud til at lysne, for der er meget mere på vej,” siger sundhedsdirektør i KL, Christian Harsløf.

Kirsten Blaabjerg fortæller, at hun også har prøvet at få svar på, hvad sygeplejerskerne skal gøre, hvis de skal ind til en borger, der er smittet med corona, og ikke har de rette værnemidler.

”Det er et kæmpe dilemma, og det er sådan en situation, vi skal undgå opstår. Derfor handler det nu om at gøre alt for at økonomisere med de værnemidler, der er, til vi får nye forsyninger. Og så er det noget, som vores medarbejdere og ledere må forholde sig til i den konkrete situation, ”siger Christian Harsløf fra KL.

Dansk Sygeplejeråds anbefaler på baggrund af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, at man som sygeplejerske – med mindre der er tale om en akut eller livskritisk situation – ikke går ind til borgeren. I stedet skal man tage kontakt til sin nærmeste leder. Hvis man stadig er i tvivl, skal man kontakte sin AMIR, TR eller kreds.

Opdateret 25. marts kl. 14:00:

Der er netop kommet disse nye retningslinjer fra sundhedsstyrelsen

Nye retningslinjer for hvornår du skal bruge værnemidler

Se resultater fra rundspørgen om værnemidler til tillidsrepræsentanter.

Sådan bruger du ansigtsmasker.

Link til Danske Regioners samarbejde, e-læring i regionerne (ELIR) om online uddannelse i forhold til Covid-19