Sygeplejestuderende: Nej, finanslovsforslaget er ikke godt nyt

Med nyt finanslovsudspil vil regeringen lade to-procents besparelserne på professionshøjskolerne løbe ind til 2022. Besparelserne på uddannelserne skal derefter fortsætte, dog skal pengene skal blive inden for området. Sygeplejestuderende kalder udspillet for latterligt.

Oprettet: 30.08.2018
Maya Bille, mbi@dsr.dk

Regeringen har fremlagt deres finanslovsudspil for 2019, hvor de lægger op til at omprioriteringsbidraget på to procent, som professionshøjskolerne er underlagt, skal sløjfes i år 2022. Uddannelsesinstitutionerne skal fremover fortsat spare to procent om året, men regeringen lægger op til, at pengene skal blive inden for kultur, undervisning og uddannelse og ikke prioriteres på andre områder som i dag. Men det er ikke nødvendigvis gode nyheder, mener de sygeplejestuderende. 

”Grønthøsteren har kørt de sidste par år, og vi ser allerede nu konsekvenserne. 75 pct. af de sygeplejestuderende oplever, at undervisningen i farmakologi og medicinhåndtering ikke er god nok. Og med regeringens udspil ser det ikke ud til, at der er nogen form for ekstra ressourcer til at forbedre situationen inden for de næste par år. Og endnu værre er det, at der fortsat skal spares, for der ikke er mere at give af i det i forvejen udsultede og afpillede uddannelsessystem. Det er latterligt,” siger Kamilla Futtrup, formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) om regeringens finanslovsudspil.

Hun ryster også på hovedet over, at regeringen først i 2022 vil forsøge at ændre på den situation, som professionshøjskolerne er i lige nu og fortsat vil være i.

”Det er en hel årgang af sygeplejestuderende, som de næste tre år kun vil opleve forværringer. Mere end tre tusind studerende vil opleve, hvordan flere og flere klemmes sammen i auditorier, at de kun ser skyggen af deres vejledere og måske kommer ud i praktikken uden at være klædt godt nok på. Vi frygter for, hvordan det skal gå de helt nye studerende, der for første gang træder ind ad professionshøjskolernes døre på mandag. De er fremtidens sygeplejersker, der om få år skal pleje og behandle danskerne og sikre et trygt og sikkert sundhedsvæsen.”

Læs finanslovsforslaget for 2019 "Større tryghed og mere nærhed"