Ukrainske kolleger er i vores tanker

Det strømmer ind med støtte fra verdens sygeplejersker til ukrainske kolleger, som lige nu arbejder på at redde liv og minimere skader under krigen. Dansk Sygeplejeråd fordømmer det russiske angreb i en støtteerklæring til de ukrainske kolleger.

Oprettet: 01.03.2022
Susanne bloch kjeldsen, sbk@dsr.dk
Dansk Sygeplejeråd har sendt en støtteerklæring til de ukrainske sygeplejersker

Dansk Sygeplejeråd fordømmer det russiske angreb på Ukraine i en støtteerklæring, der den 1. marts er sendt til de ukrainske sygeplejerskers organisation og til den internationale sygeplejerskeorganisation, ICN.

I erklæringen opfordrer Dansk Sygeplejeråd til, at konfliktens parter beskytter sygeplejersker og alle, som arbejder i sundhedsvæsenet samt Internationalt Røde Kors og andre hjælpeorganisationer. Opfordringen om at sikre sundhed for både civilsamfund og sundhedsprofessionelle handler også om at prioritere adgangen til behandling og forsyningen af medicinsk udstyr.

Dansk Sygeplejeråd udtrykker den dybeste solidaritet med de ukrainske kolleger.

Støtteerklæringen kan læses her

ukraineflag_paa_kvaesthusetKrigens rædsler er ubærlige

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, udtrykker også sin solidaritet med de ukrainske sygeplejersker.

”Det gør et dybt indtryk at se videoer af sygeplejersker og læger i bombesikrede kældre yde hjælp og omsorg til nyfødte babyer og deres familier. 

Sygeplejersker og andre sygehusansatte i Ukraine har længe været under et voldsomt pres. Ikke kun på grund af coronapandemien, som ligesom i Danmark har presset det ukrainske sundhedsvæsen til det yderste. I flere regioner har sundhedspersonalet siden Ruslands annektering af Krim i 2014 behandlet sårede soldater samt civile. Mange er sårede af kamphandlinger, andre af landminer og andre rædsler. Som en ukrainsk sygeplejerske udtrykker det: "We're used to intensive work, but it was also psychologically hard to see all that".

Paradoksalt er det, at krigen i Ukraine får os til at tænke på Florence Nightingale. Hun deltog netop i krigen på Krimhalvøen for 150 år siden – med russiske styrker på den ene side og en vestlig militæralliance på den anden,” skriver Grete Christensen i lederen i Sygeplejersken nr. 3.

 

International støtte

Formanden for den internationale sygeplejerskeorganisation, ICN, Pamela Cipriano minder  i en støtteklæring fra ICN om, at internationale love skal sikre beskyttelse af alle, som arbejder i sundhedsvæsenet. ICN arbejder på at få forbindelse til de ukrainske sygeplejersker. De ukrainske sygeplejersker er ikke medlem af ICN, men af europæiske fagbevægelsers paraplyorganisationer.

Også de russiske sygeplejerskers formand, Valentina Sarkisova, udtrykker sin støtte til de ukrainske nabokolleger:

“Vi er ekstremt bekymrede for vores nærmeste nabokolleger. Politik er langt fra sygepleje, og væbnede konflikter står i direkte opposition til kernen af vores fag. Der er ingen andre fag, der værdsætter liv og sundhed så meget som sygeplejersker. Sammen med hele verden håber vi på en hurtig løsning af alle konflikter og en tilbagevenden til et normalt og fredeligt liv. Vi mener, at ingen politisk konfrontation må påvirke sygeplejens mission. Vi ønsker inderligt, at der ikke går flere liv tabt, og at alle sygeplejersker vender tilbage til deres fredelige arbejde i trygge og sikre omgivelser,” siger Valentina Sarkisova i støtteerklæringen fra ICN.