Uligelønnen i Danmark kan ikke løses via Den danske aftalemodel. Folketinget skal tage ansvar

DEBAT: Ligelønsproblemet består, og det er tæt på umuligt at løse det inden for rammerne af den danske model. Derfor må Folketinget tage lønforskellen på sig og afsætte en ekstra pulje til fordeling blandt kvindedominerede grupper, skriver Grete Christensen.

Oprettet: 22.05.2019

Debatindlæg bragt i Altinget den 22. maj 2019. Af formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen. 

Ligelønnen kommer ikke af sig selv. Det ved vi alle. Tidens gang og den generelle samfundsudvikling giver ikke i sig selv ligeløn. Vi er en række organisationer, der også har måtte erkende, at den danske aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked heller ikke kan bruges som løsningsmodel. 

I den offentlige aftalemodel ligger den økonomiske ramme fast. ”Lagkagen” har en fast størrelse og skal nogle grupper have mere, så skal det ske på bekostning af tilbageholdenhed fra andres side. Det kaldes skævdeling. Det betyder, at det er tæt på umuligt at løse ligelønsproblemet inden for rammerne af den danske aftalemodel. Samtidig er der kun få og små mandegrupper på det offentlige arbejdsmarked, som reelt kan bidrage til en solidarisk genopretning af ligelønnen. 

Årsagerne til uligelønnen er primært historiske og kulturelle betingede og kræver derfor politisk involvering og handling.  

Nyere ligelønspolitiske historie

I forlængelse af FOA’s, BUPL og Sundhedskartellets strejke i 2008 og kravet om ligeløn nedsatte den daværende regering en Lønkommission. Kommissionens rapport blev offentliggjort i 2010 og en af hovedkonklusionerne var, at arbejdsmarkedet er stærkt kønsopdelt. Kvinder arbejder i nogle bestemte fag og brancher, mens mænd arbejder i nogle andre. Denne kønsopdeling er efter vores opfattelse hovedforklaringen på uligelønnen på det danske arbejdsmarked.

Det vil sige, at der hvor kvinderne arbejder, er lønnen typisk lavere end der hvor mændene arbejder. Der er forskelle på både 10, 15 og 20 procent, når man sammenligner lønnen for den samme uddannelseslængde for udvalgte mande- og kvindedominerede fag. Analyser viser, at uddannelse betaler sig. Men mest for mænd.

Ved OK18 lykkes det med opbakning fra en samlet fagbevægelse at afsætte en mindre pulje til ligeløn. I kroner og øre var det i småtingsafdelingen, men det var et vigtigt signal til politikerne om, at i betragtning af de vanskeligheder, der er med skævdeling, så har arbejdsmarkedets parter faktisk gjort noget, og nu er det op til politikerne at påtage sig deres del af ansvaret.

Den danske aftalemodel kan ikke alt

Den danske aftalemodel er kendetegnet ved, at parterne knækker nødderne selv, uden at politikerne blander sig. Det er modellens klare styrke og det bakker Dansk Sygeplejeråd fuldt ud op om. Men vi må også samtidig konstatere, at det er længe siden man for alvor startede arbejdet for ligeløn, og udviklingen frem mod ligeløn bevæger sig i absolut sneglefart.

Ét nedslagpunkt er f.eks. 1959, hvor FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO vedtog konvention nr. 100, og staterne forpligtigede sig på ”ligeløn for arbejde af samme værdi”. Siden da har vi haft mere end 25 overenskomstforhandlinger, en stribe kommissioner, fået en dansk ligelønslov og meget andet. Men ligelønsproblemet består.

Derfor bliver vi nødt til at kigger efter løsninger på Christiansborg og ikke kun ved overenskomstbordet. Folketingets politikere må tage den uretfærdige lønforskel internt på det offentlige arbejdsmarked på sig og afsætte en ekstra pulje til fordeling blandt de kvindedominerede grupper, som stadig halter alt for langt bag mandsdominerede fag med samme uddannelseslængde.

Vi vil gerne selv forhandle lønnen, som vi gør det i Danmark, men de offentlige arbejdsgivere skal på forhånd have nogle ekstra penge med i posen til kvindefagene.