Vejen til ligeløn går gennem Christiansborg

OK18 gav kvindefagene en ligelønspulje. Men vi mangler stadig politiske indgreb. I debatindlæg opfordrer Grete Christensen, sammen med formændene for Socialpædagogerne, FOA og BUPL, politikerne på Christiansborg til at tage ansvar for problemer med forskelle med mænd og kvinders løn.

Oprettet: 19.06.2018

Debatindlæg bragt i Politken den 19. juni 2018. Skrevet af Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd, Elisa Bergmann, formand for BUPL, Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne og Mona Striib, formand for FOA. 

"Når aprillønnen næste år løber ind på de offentligt ansattes konti, vil en del af beløbet for ansatte i kvindedominerede fag stamme fra en særlig ligelønspulje.

For første gang nogensinde rejste lønmodtagerne nemlig ved de netop afsluttede overenskomstforhandlinger et fælles krav om, at en pose penge skulle øremærkes til at mindske løngabet mellem mænd og kvinder.

Nu, da puljen er blevet en realitet, er der god grund til at fejre det. For det er en historisk vigtig sejr, at der er taget hul på problemet.

Vi vil være de sidste til at forklejne betydningen heraf. Men lad os bare være ærlige. Beløbet, som den enkelte får, er beskedent, i forhold til hvor stor forskellen er på mænd og kvinders løn. For eksempel vil en serviceassistent om året få 301 ligelønskroner ekstra i de næste tre år, som er den periode, de nye overenskomster dækker.

Selv om vi stadig er milevidt fra at kunne lukke løngabet, kan resultatet ikke blive større end det, når pengene kommer fra overenskomstforhandlingerne.

For skal der gives penge til kvindefagene, går de fra de klassiske mandefag. Og sat på spidsen ville mændene bare stemme nej til overenskomsterne, hvis der skulle ædes store dele af deres løn for at løfte kvindernes løn op på deres niveau.

Af samme årsag appellerede vi allerede i efteråret til Folketingets politikere om at tage ansvar og etablere en ligelønspulje. For fremskrivninger viser, at det vil tage helt op mod 50 år at lukke løngabet, hvis tempoet fortsætter i samme takt som nu.

Svaret var dengang fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at han ikke ville gribe ind: »Løsningen på ligelønsproblematikken må og skal findes i den danske aftalemodel.

Ellers har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi sammen skal forsvare og forklare modellen over for kritikere, som mener, at langt flere forhold på det danske arbejdsmarked bør reguleres ved lov«, skrev ministeren og tilføjede, at han var stor tilhænger af den danske model. Og den tilføjelse var fin, for ellers kunne man godt finde tonen lidt truende.

Ministeren - og det øvrige Folketing - afviste i marts også et forslag fra Enhedslisten og Alternativet om at afsætte 5 milliarder kroner til at mindske uligelønnen mellem mænd og kvinder.

Imens anerkender ministeren fuldt ud, at problemet lever i bedste velgående. Det fremgår også af en ny rapport fra Vive, som er udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet.

Ifølge den må kvinder nøjes med at tjene 87,50 for en times arbejde, mens mænd får 100 runde kroner.

Så selv om ministeren her også glæder sig over et løngab, der er mindsket over en årrække, pointerer han i en pressemeddelelse, at jo højere lønnen er, jo større er lønforskellen mellem mænd og kvinder.

Lønforskellen blandt de lavest lønnede udgør 4 procent, mens lønforskellen mellem de højstlønnede udgør 25 procent.

Det er derfor vigtigt med kortlægning af, opgørelser over og fokus på ligeløn, mener ministeren. Ansvaret for at rette op på problemet, mener han fortsat, ligger hos arbejdsmarkedets parter. Men regeringen følger nøje lønudviklingen i Danmark og overvejer mulige initiativer, bedyrer han.

Vi bliver nødt til at spørge, hvorfor der ikke her og nu kommer handling bag ordene? Hvad mere skal der til? Hvad skyldes nøleriet? Problemet vedrører alle. Ikke kun kvinderne. Også dem, de danner par med. Deres børn. Hvorfor griber ministeren ikke i egen barm og mander sig op, for at bruge et par kønsstereotype udtryk, og gør noget ved det? EN STOR DEL af baggrunden for misforholdet mellem mænd og kvinders løn er, at kvindefagene i 1969 blev indplaceret på et lavere løntrin end mandefag.

Dengang blev kvindernes indkomst nemlig mest af alt betragtet som en biindtægt til mandens.

Det er altså en politisk beslutning fra en fjern fortid, som er årsag til, at kvinders arbejde i dag er mindre værd end mænds. At ansvaret for at rette op på fortidens synder skulle ligge hos arbejdsmarkedets parter alene, er derfor svært at se som andet end ansvarsforflygtigende ævl. Til gengæld kan vi se en vej til ligeløn. Men den går gennem politikerne på Christiansborg.

Beskæftigelsesministeren kunne passende tage ligestillingsministeren i hånden og se på at få ændret den 50 år gamle rangorden mellem kvindefag og mandefag. Imens de tænker over det, kan vi takke de mange offentligt ansatte, som ikke arbejder inden for de kvindefag, der nu bliver tilgodeset af ligelønspuljen.

De har i den gode sags tjeneste fået mindre lønstigninger, end de ellers ville få. Marginalt mindre, men mindre. Og de har bakket op om det ved overenskomstforhandlingerne.

Se, dét er ansvar."