Voksende smitte blandt sygeplejersker

Smittetal blandt sygeplejersker og andet sundhedspersonale stiger. Det presser sundhedsvæsenet. Stærkt bekymrende, mener DSR.

Oprettet: 18.12.2020
Lotte Dahlmann, ldh@dsr.dk

I takt med at smittetrykket stiger i alle hjørner af Danmark, breder smitten sig også blandt sundhedspersonalet. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke pegede på alvoren forleden, da regeringen holdt pressemøde og indførte landsdækkende restriktioner, fordi det er livsvigtigt, at sundhedsvæsenet kan fungere:

”I sidste uge (uge 50, red.) blev 1808 testet positive i sundhedsvæsenet. Det svarer til en stigning på en uge på 72 procent”, forklarede Magnus Heunicke.

Ifølge Statens Seruminstitut er smitten særlig udbredt blandt sygeplejersker, og det er en tendens, der har stået på i flere uger.

Formand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, har længe opfordret arbejdsgivere i regioner og kommuner til at se på, om der er tiltag i organiseringen af arbejdsgangene, som kan bidrage til at mindske smitten blandt medarbejdere. Hun kalder de seneste smittetal for sundhedspersonalet for særdeles bekymrende og siger:

"Det betyder, at presset er ekstra stort for dem, der står tilbage på afdelingerne, mange steder skal de nu tage vare på flere patienter, må tage ekstra vagter eller får inddraget fridage. Det er nødvendigt at passe bedre på alle sundhedsprofessionelle, så de kan passe på patienter og borgere.”

I uge 50 har Statens Seruminstitut registreret 388 smittede sygeplejersker. Tallet er højere end de forrige uger.

De seneste syv uger har der været mellem 164 og 564 smittede pr 100.000 sygeplejersker på hospitalerne om ugen. Dette tal ligger nogenlunde på højde med hospitalsansatte generelt og er noget højere end tallet for hele Danmark.