Arbejdsgiverne skal også lytte til sygeplejerskernes nej

Når vi i Dansk Sygeplejeråd kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår til sygeplejerskerne, så kæmper vi rent faktisk for at sikre et sundt og velfungerende sundhedsvæsen og for patienternes sikkerhed og sundhed. Det bør også være arbejdsgivernes kamp, skriver Grete Christensen i Formandens Blog.

Oprettet: 08.04.2021

Det er endelig lykkedes os at skabe offentlig debat om sygeplejerskernes løn og Tjenestemandsreformen fra 1969. Læger og andre faggrupper har den senere tid tilkendegivet deres opbakning til sygeplejerskernes kamp. Tak til alle, det luner i en svær tid!

Samtidig med, at koret af støtter vokser, er der opstået uklarhed om, hvem der egentlig skal tage affære og gøre noget ved det mangeårige lønefterslæb for sygeplejersker og andre traditionelle kvindefag.

Er det arbejdsmarkedets parter? Eller landets politikere?

I mange år har vi i den danske aftalemodels hellige navn konstateret – og derefter accepteret –at det ikke har været muligt at rykke ved lønskævheden ved overenskomstforhandlingerne. Uanset arbejdsgivernes velvilje, har sygeplejerskernes lønniveau aldrig rykket sig tilstrækkeligt i forhold til, hvad ansvar, kompetencer og uddannelse tilsiger.

Men i Dansk Sygeplejeråd må vi bare konstatere, at professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet allerede i 2008 sagde, at sygeplejerskernes lønefterslæb ikke kan løses ved forhandlingsbordet, og at Institut for Menneskeret siger det samme i 2020. Men hvad skal man så tro, når beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard blankt afviser, at løse problemet ad politisk vej i 2021?

Derfor arbejder vi videre på at overbevise politikerne om, at de har et ansvar for løsningen, fordi de i sin tid var ansvarlige for problemets opståen.

Samtidig må vi forholde os til, at så længe overenskomstforhandlingerne ikke er afsluttet, så ligger ansvaret for sygeplejerskernes løn hos os og de arbejdsgivere, der har brug for medarbejdere i sundhedsvæsenet.

Sygeplejerskerne har i årenes løb sagt nej til mange overenskomster. Årsagen har været den samme hver gang: Lønnen. Men de senere år er sygeplejerskernes hverdag blevet mere og mere presset, og i dag gælder nej’et stadig lønnen – men i kombination med alle de forhold, der presser sygeplejerskerne i hverdagen. Der er simpelt hen for mange ting, der ikke spiller længere – og det har vi brug for, at alle – også arbejdsgiverne – reflekterer over.

Jo ringere forholdene er, desto mere påvirker det sygeplejerskerne, at de ikke føler sig påskønnet i form af klingende mønt. Det er ikke raketvidenskab.

Men det påvirker jo også arbejdsgiverne, når sygeplejerskerne søger væk, fordi de ikke føler sig påskønnet, set eller hørt. For flugten skaber sygeplejerskemangel på mange hospitalsafdelinger landet over. Og de dårlige løn- og arbejdsvilkår gør det sværere og sværere at rekruttere nye sygeplejersker.

Hvor mange sygeplejersker skal forlade faget, før arbejdsgiverne kan se, at der er grænser for, hvor langt vi kan nå, og at de også må være med til at presse på for at få politikerne til at handle?

Regioner og kommuner er nødt til sammen med os at skabe en aftale, som medlemmerne kan sige ja til. Samme kreds må også i fællesskab finde ud af, om – og i givet fald hvad – kredsen ikke selv kan løse. Det ville ovenikøbet være smukt, hvis vi også alle bad politikerne tage affære om de ting, vi ikke selv kan løse.

For kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår til sygeplejerskerne er ikke sygeplejerskernes kamp alene. Det er også arbejdsgivernes kamp, og de må vise interesse i at løse problemerne, hvis de vil have de nødvendige medarbejdere i fremtiden.

Vi har brug for, at arbejdsgiverne forstår, at når vi i Dansk Sygeplejeråd i disse uger og måneder har kæmpet – og fortsat kæmper – for bedre løn- og arbejdsvilkår til sygeplejerskerne, så tager vi i virkeligheden livtag med noget, der ikke bare er at rette et komma i en overenskomst.

Vi kæmper rent faktisk for en større sag for at sikre et sundt og velfungerende sundhedsvæsen og patienternes sikkerhed og sundhed.

Det burde også være arbejdsgivernes kamp.