Deltid handler ikke om kultur

Deltid blandt sygeplejersker står for skud fra Dansk Arbejdsgiverforening. Grete Christensen afviser argumenterne punkt for punkt i denne uges udgave af Formandens Blog.

Oprettet: 03.12.2020

I denne uge har Dansk Arbejdsgiverforening igen blandet sig i forholdene på det offentlige arbejdsmarked. Denne gang er det med en opfordring til bla. sygeplejersker om at gøre op med det, DA kalder en ”deltidskultur”.

Argumentet skal forestille at være et bud på, hvordan sygeplejersker kan tjene mere.

”Vil man gerne have en højere løn eller karrierestigning, så er de her kvinder altså nødt til at arbejde noget mere.”

Nu er det jo ikke Dansk Arbejdsgiverforening, vi skal forhandle med om lidt, når OK21 går i gang. Og det er heldigt. For med den blankpolerede uvidenhed, DA lægger for dagen om årsagerne til, at ca. halvdelen af sygeplejersker i dag er på deltid, så ville det blive nogle meget langstrakte forhandlinger.

DA siger reelt, at det er sygeplejerskernes egen skyld, at vi ikke tjener mere.

Det er forkert, og der er ingen grund til, at nogen sygeplejerske skal påtage sig skylden for det.

Dansk Sygeplejeråd har kæmpet for højere løn til sygeplejersker i årtier. Men det er et faktum, at den lønmæssige indplacering, sygeplejerskerne fik i 1969 i den såkaldte Tjenestemandskommission, plager os den dag i dag. Misforholdet består, fordi sådan er overenskomstsystemet skruet sammen.

DA siger dernæst, at sygeplejersker skal arbejde mere, hvis de vil have mere i løn.

Rigtigt. Men alligevel forkert.

Sygeplejersker arbejder ikke væsentligt mindre end andre. Når de er på deltid, er det vel at mærke med 32-37 timers arbejdsuge – hvilket svarer til noget nær en fuldtidsstilling i mange andre brancher.

Oveni tager mange ekstravagter, men forskellen er, at de selv bestemmer, hvor mange vagter, de tager og hvornår. Muligheden for selv at tilrettelægge ens arbejdsliv er afgørende for, at man som menneske kan få arbejde, familieliv og fritid til at hænge sammen.

Det er en udbredt og anerkendt værdi på arbejdsmarkedet i dag. Men det er svært i sundhedsvæsenet med rullende vagtskemaer med arbejde på alle ugens dage og alle døgnets timer. Deltid er sygeplejerskernes sikkerhed for en vis indflydelse på at tilrettelægge deres arbejde.

Deltid er en fast og indgroet del af kulturen i traditionelle kvindefag, siger DA.

Forkert! Det har intet med kultur at gøre – eller at deltid er udbredt i fag med mange kvinder.

Det handler om lønnen.

Det er for lidt, man lønmæssigt kan få ud af at gå på fuld tid, i lyset af omkostningerne: mindre frihed, mindre fleksibilitet til selv at tilrettelægge, og alt for lille, økonomisk gevinst.

I Dansk Sygeplejeråd har vi et forslag til, hvordan det kan ændres:

Hvis vi starter med at sætte lønnen op og giver samme løn til kvinder som andre faggrupper domineret af mænd med samme uddannelseslængde, så vil det at dele friheden mellem mænd og kvinder i privaten blive noget nemmere.

Hvis et ægtepar tjener omkring det samme, så vil ønsket om, hvem der skal gå ned i tid for at få mere tid til familien, drives af lysten til det - og ikke økonomien.

For i dag koster det så lidt at lade sygeplejersken gå på deltid, at det er den billigste løsning, når familier skal have hverdagen til at hænge sammen.

Derfor handler deltid i allerhøjeste grad om manglen på ligeløn.