Fællesskaber

Vi elsker at hylde frontkæmperen, der ene mand eller kvinde kæmper for en sag.

Virkeligheden er dog mere nuanceret: Hvis tusindvis af indere ikke havde fulgt Mahatma Gandhi i hans ikke-voldelige kamp mod briterne, og hvis ikke Nelson Mandelas kamp mod apartheid var blevet båret frem af støttegrupper over hele verden, så var disse store mænds kamp næppe blevet taget alvorligt af medier eller politikere.

Den samme virkelighed gælder for kvinders kamp for valgret for 100 år siden – og for sygeplejerskers og andre kvindedominerede fags kamp for ligeløn den dag i dag: Sammen står vi stærkere – og jo flere der støtter vores kamp, desto sværere er vi at ignorere.

Det er værd at huske lige nu, hvor resultatet af overenskomstforhandlingerne ivrigt bliver diskuteret på de sociale medier.

Mange er frustrerede over resultatet af overenskomstforhandlingerne. Jeg synes også, at sygeplejersker er mere værd, og det er netop grunden til at vi skal kæmpe videre. For det er desværre en gammel sandhed, at vi ikke får lukket sygeplejerskers lønefterslæb ved forhandlingsbordet alene.

Når det er sagt, så er resultatet i sig selv det bedste, vi kunne opnå i en forhandling, hvor vi blev stillet overfor en ramme, der var støbt i beton fra dag 1. Det er også et resultat, der udstiller sygeplejerskernes forkerte lønindplacering.

Vi har fået gennemført lavtløns- og ligelønspuljer i overenskomstaftalerne. Og på det regionale område er der afsat midler til en strategipulje, der er direkte målrettet sygeplejerskers løn.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi det er lykkedes at samle de faglige organisationer i en fælles forståelse om, at vi nu i fællesskab vil adressere ligelønsproblematikken overfor politikerne på Christiansborg. Det betyder, at faggrupper – uanset om der er flest mænd eller kvinder - støtter sygeplejerskerne og andre faggrupper med mange kvindeligt ansatte i det videre arbejde for at finde en politisk løsning på det, vi ikke kan løse ved forhandlingsbordet: ligeløn.

Det er netop det, stærke fællesskaber kan. Og det giver indflydelse, når faglige organisationer, som har forhandlingsretten, bruger deres indflydelse på denne måde.

For hvis vi skal flytte ligelønsdagsordenen, har vi brug for stærke kræfter til at aktivere og engagere dem, der ikke selv står i suppedasen. Andre skal opdage, at hvis man holder nogen nede, så kan man holde enhver nede i samfundet.

Vejen til at forandre noget i dag er at vi kan finde opbakning til vores sag i Folketinget. Det kræver 90 mandater. Og derfor arbejder vi på at få de politiske partier med os. Nogle er positive, men andre mangler vi stadig at overbevise.

Det gør man ikke på en dag. Vi har kæmpet i mange år, og jeg har diskuteret ligeløn med utallige politikere, mange ministre og ligestillingsordførere.

De kan godt se problemet, men de synes det er svært at løse.

Her kommer fællesskaberne os til gode. Sammen kan vi lægge pres forskellige steder: De faglige organisationer har samarbejde med og indflydelse på arbejdsgivere, Hovedorganisationen påvirker Regeringen og Folketinget.

Samtidig opbygger vi alliancer med andre organisationer og interessegrupper med samme dagsorden som os.

Derfor er tiden ikke til splittelse eller til øget individualisering. Vi lykkes kun, når vi står sammen om de vanskelige sager, og sådan en sag står vi midt i nu.