Fra OK-bord til politisk spor

På fredag skal Dansk Sygeplejeråds kongres tage stilling til resultatet af OK21-forhandlingerne.

Det er en vigtig beslutning, som vil få betydning for os alle. Mens vi venter på kongressen, vil jeg gerne dele mine tanker om OK21.

Da de fleste organisationer i Forhandlingsfællesskabet i juni sidste år anbefalede at forlænge OK18 med et år eller to, valgte Dansk Sygeplejeråd – og BUPL – at gå imod strømmen.

Et flertal i Forhandlingsfællesskabet frygtede, at Coronakrisen ville påvirke samfundsøkonomien i en grad, der ville forhindre, at vi kunne nå til enighed om fornuftige lønstigninger til de offentligt ansatte.

I Dansk Sygeplejeråd fulgte vi medlemmernes ønske om at forhandle – netop fordi Coronaepidemien har tydeliggjort sygeplejerskernes vigtige rolle i sundhedsvæsenet. Sygeplejersker har til fulde vist, hvor værdifuldt vores arbejde er for samfundet. Vi håbede derfor, at arbejdsgiverne ville se dette – og omsider anerkende sygeplejerskernes reelle værdi.

Som alle ved, blev den samlede økonomiske ramme for overenskomstforhandlingerne i den grad påvirket af Corona: Der blev dømt kriseøkonomi og smalhals i den første aftale, der faldt på plads med statens ansatte. Og det skulle vise sig i forhandlingerne med både kommunerne og regionerne, at den ramme var støbt i beton.

Rammen var bare ikke stor nok til markante lønløft. Det er en skuffelse for os alle, at skåltaler og heltestatus ikke kunne veksles til klingende mønt. På den anden side, så var vi blevet advaret, og derfor var vi forberedt på, at vi skulle kæmpe for hver en krone, vi ville hive hjem.

Og der er virkelig blevet kæmpet. Der har været tidspunkter under de natlige forhandlinger, hvor vi virkelig måtte overveje vores næste skridt: Skulle vi fortsætte, eller skulle vi gå fra forhandlingerne?

Vi er sygeplejerskernes fagforening og det er vores fornemmeste opgave at kæmpe for gode løn- og arbejdsvilkår. Derfor skal vi kunne stå på mål for de aftaler, vi indgår for medlemmerne. Presset for højere løn har været markant denne gang – med rette! Men presset den anden vej har været lige så massivt.

Jeg valgte at blive ved forhandlingsbordet. Og jeg er i dag overbevist om, at de aftaler, vi har indgået for jer for de næste tre år, var det bedst opnåelige i situationen.

I en kriseøkonomi har vi opnået 5,02 procent i generelle lønstigninger de næste tre år. Læg dertil de største organisationspuljer i nyere tid, videreførelsen af lavt- og ligelønspuljen – sammen med regionernes strategipulje til sygeplejerskerne. For en regionalt ansat sygeplejerske med fem års anciennitet betyder det ca. 1750 kr. mere i løn pr. måned. Har man ti års erfaring kan man forvente ca. 2150 kr. mere i løn om måneden, når overenskomstperioden er slut.

Sammen med hovedbestyrelsen anbefaler jeg derfor et ja til resultatet. Uanset, hvor meget vi ønsker at sende arbejdsgiverne og politikerne et signal om, at vi ikke er i mål, så er et ’nej’ på fredag ikke løsningen på vores lønefterslæb.

Jeg vil gerne opfordre alle til at se fremad. For vi har en vigtig opgave foran os med at løfte ligelønsdagsordenen. Netop fordi uligeløn ikke kan løses ved forhandlingsbordet alene, må vi gå andre veje for at nå i mål.

Vi har været i gang igennem længere tid, og flere og flere er ved at få øjnene op for vores kamp og deler vores mål: #Metoo-bølgen, politiske partier og både menneskerettighedsorganisationer og andre peger i analyser på det samme: Der er et ligelønsgab, som skal lukkes.

Derfor skruer vi markant op for ’det politiske spor ’ – vi skal have Christiansborg på banen. Sygeplejerskers historiske lønefterslæb er skabt af politikerne, og derfor må de tage ansvar for at løse det. De må give os – og andre kvindedominerede fag – et løfte om, at de vil kønsbestemt uligeløn til livs.