Efter ti måneder i coronaens skygge er mange sygeplejersker trætte, nedslidte og bekymrede. Det fortalte jeg sundhedsministeren i denne uge. Det er netop nu, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe og se lyset i mørket, skriver Grete Christensen.
For sidste gang i år mødtes jeg forleden med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Det føles, som om det er lysår siden vores møde d. 12. maj, hvor vi spiste Florence Nightingalekager i anledningen af den gamle dames 200-års fødselsdag. Dengang var coronaepidemien i aftagende, og vi var begge taknemmelige for, at sundhedsvæsenet havde stået strabadserne igennem – takket være en enorm indsats fra medarbejderne.
På mødet forleden fyldte corona igen det meste af vores tid. Med rette, for jeg brugte min tid på at fortælle ministeren om situationen og dele mange sygeplejerskers beretninger fra et sundhedsvæsen i krydspres.
Det er en fortælling om mennesker, der er udsat for umenneskelige belastninger i disse dage, hvor coronaberedskabet stadig forventes at køre parallelt med ikke-akutte behandlinger. Alle gør deres bedste for at få alt til at lykkes, men mange er trætte, slidte og bekymrede.
Bekymringerne gælder ikke kun dem selv og deres nærmeste men også patienter, pårørende – og selve sundhedsvæsenet: Kan det holde? Kan vi holde? Og hvor længe varer det her?
Jeg fortalte Heunicke om vores nye medlemsundersøgelse, der viser, at 9 ud af ti overvejer at skifte job – heraf overvejer 37 procent helt at forlade faget. Det nødråb skal vi tage alvorligt. Vi har brug for, at regeringen og arbejdsgiverne tager arbejdsmiljøudfordringerne alvorligt, hvis vi skal kunne fastholde og rekruttere nye sygeplejersker i fremtiden.
Næsten samtidig med mødet med ministeren lagde Institut for Menneskerettigheder en analyse frem, der sort på hvidt dokumenterer, at sygeplejersker, pædagoger, jordemødre og andre fag med en overvægt af kvinder sakker bagud lønmæssigt – og at det er blevet værre over årene til trods for, at bla. sygeplejerskernes uddannelse og kompetencer har fået et markant løft.
Mange bekymrer sig også om, hvordan julen skal gå: Holder vagtplanen, og kan jeg regne med at holde de planlagte fridage med familien?
Derfor er det rigtig vigtigt, at man i god tid har lagt vagtplaner, der rent faktisk kan holde over julen, så sygeplejersker kan have sikkerhed for, at de rent faktisk kan holde fri i julen, og ikke pludselig bliver kaldt ind på vagt.
Efter mødet tænkte jeg på, hvor vigtigt det er, at vi står sammen i Danmark og løfter i flok. Vi er midt i en verdensomspændende sundhedskrise, som har store konsekvenser såvel økonomisk som beskæftigelsesmæssigt, men det har aldrig før været så tydeligt, hvor vigtigt vores samlede sundhedsvæsen er. Derfor skal der såvel tænkes kort- som langsigtet, for vi har brug for dygtige, veluddannede sygeplejersker, læger og mange andre for at kunne hjælpe danskerne.
Derfor skal vi passe på jer, der passer på andre. I udsættes lige nu for større smittefare end andre. Det skal arbejdsgiverne gøre deres bedste for at løse. Samtidig skal omlægningen i arbejdet foregå på en ordentlig måde, i tæt dialog med jer, det er kun et rimeligt krav.
Der har været mange hjælpepakker i spil, og det er også på høje tid, at der betales ekstra for den ekstra byrde, det er at omstille sig til nye opgaver, andre steder eller på andre tidspunkter.
Det er også nu at vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe og se lyset i mørket. Et af de lyspunkter, jeg ser allermest frem til er, at der nu er vacciner på vej. Jeg glæder mig til, at vaccinerne kan blive frigivet og at sygeplejersker og andre som arbejder i kritiske funktioner, står først i køen til at blive vaccineret, for så kan vi kigge ind i et lysere 2021.
De bedste ønsker om en glædelig jul og et godt nytår.
