Lønefterslæbet går ikke væk af sig selv

Lønefterslæbet for sygeplejersker og andre traditionelle kvindefag er problemet, mange anerkender men kun få vil påtage sig ansvaret for at løse. Politikere på alle niveauer har et ansvar, skriver Grete Christensen i Formandens Blog.

Oprettet: 14.04.2021

Lønefterslæbet blandt sygeplejersker og andre traditionelt kvindedominerede fag er problemet, der bare ikke vil gå væk. Mange anerkender det, men få vil tage ansvaret for at løse det.

Siger man Tjenestemandsreformen eller ”slut med 1969”, så er der rigtig mange, der nu ved, hvad vi taler om. På tværs af den politiske farvelade og blandt unge som gamle har de fleste fanget, at her er et problem, som er en åbenlys urimelighed.

Det er selvfølgelig det historiske lønefterslæb, jeg hentyder til, som skyldes en reform af lønsystemet for offentligt ansatte fra 1969. Den dag i dag holder Tjenestemandsreformens antikverede lønhieraki sygeplejerskerne fastlåst og i bunden af skalaen sammenlignet med andre faggrupper med tilsvarende uddannelseslængde.

Alligevel kigger mange forundret på sygeplejerskerne lige nu og spørger: ”Hvorfor taler I nu om løn igen?”

Det undrer tilsyneladende mange, at sygeplejerskerne har stemt nej til overenskomstresultatet. Rammen har været støbt i beton, og derfor forekommer det udsigtsløst at protestere, lyder argumenterne, jeg hører.

Jeg svarer hver gang, at sygeplejerskerne har sagt nej, fordi der er noget galt med deres løn.

Sådan har det været i mange år. Sådan er det stadig.  Og den handlekraft, som arbejdsgiverne i hverdagen er utrolig glade for, som er den, der betyder, at problemerne bliver fixet af de handlekraftige sygeplejersker, det er den selvsamme handlekraft, der nu har medført at sygeplejerskerne har stemt nej.

Jeg forklarer beredvilligt alle om Tjenestemandsreformen – for den gamle sag fra 1969 er jo netop årsagen til, at vi ikke kan løse lønefterslæbet ved overenskomstforhandlingerne alene. Derfor opfordrer vi til politisk handling blandt landets politikere. Samtidig forventer vi, at arbejdsgiverne er klar til at løfte deres del af ansvaret nu.

Hvis vi vil have et velfungerende sundhedsvæsen, så er vi nødt til at gøre noget for at rekruttere og fastholde sygeplejersker. Løn er i den sammenhæng centralt, det har sygeplejerskerne netop givet udtryk for med deres nej til overenskomstresultatet.

Det er ellers ikke, fordi sygeplejersker synes det er sjovt at strejke. Sygeplejerskerne ved bedre end nogen, at sundhedsvæsenet er under pres og ikke har brug for en konflikt. Det er heller ikke nyt. Men coronaen har det seneste år sat yderligere tryk på kedlerne, og rigtig mange sygeplejersker har mærket på egen krop, i hvor høj grad sundhedsvæsenet er afhængig af kompetent og dedikeret arbejdskraft. Derfor kræver de – igen – højere løn. De vil anerkendes for deres indsats, kompetencer og ansvar.

Og selvom sygeplejersker oftere end andre faggrupper er gået i konflikt, så er de altså ikke specielt stridslystne. Men sagen er jo, at når de gang på gang bliver spist af med småkager, honninghjerter og småkrummer, så reagerer sygeplejerskerne naturligvis.

De sender et opråb om, at nogen er nødt til at tage ansvar: Men hvem vil tage ansvar for, at løn matcher ansvar og opgaver?

Vi har fået mange tilkendegivelser om, at mange anerkender problemet men få, der vil påtage sig ansvaret. Det er ret frustrerende.

Mit forslag er ganske enkelt: De politikere, der har ansvaret for sundhedsvæsenet, må gøre noget ved det.

I første omgang må politikerne i kommunerne og regionerne forholde sig til lønproblemet og bidrage til et bedre resultat.

Dernæst må de selvsamme politikere skubbe på højere oppe. Hos landspolitikerne, som bestemmer rammerne for lønforhandlingerne i kommuner og regioner.

For det her er alles ansvar, og derfor er målet at få Folketingets medlemmer OG politikere i kommuner og regioner til at afgive #Lønløftet til sygeplejerskerne og andre traditionelle kvindefag i det offentlige.

Lønefterslæbet går nemlig ikke væk af sig selv.