Opråb er et nødråb

Når man stiller sig frem på nationalt tv og fortæller: ”Jeg begik en fejl og det har mærket mig”, så fortjener man respekt, skriver Grete Christensen i Formandens Blog.

Oprettet: 26.10.2021

R-e-s-p-e-k-t!

Dét ord stod og blinkede i baghovedet, da jeg så TV2’s dokumentar ”Opråb fra sygehuset”.

I dokumentaren står sygeplejersker og læger frem og fortæller om den kaotiske situation, sundhedsvæsenet er i. I stedet for at løbe skrigende væk fra jobbet, har de valgt at blive. Men de ”råber op” om, at der burde være flere på arbejde, for at afdelingerne kan løfte det fulde ansvar overfor patienterne.

Det kræver mod at stå frem, og derfor skal man reagere nu – før også disse sygeplejersker dejser om eller forlader faget.

Situationen har været alvorlig længe, og i Dansk Sygeplejeråd har vi råbt højt i årevis om at årlige besparelser har skåret ind i benet i sundhedsvæsenet.

Dokumentaren vidner desuden om, at det ikke kun er sygeplejerskerne, der råber op. Yngre Læger og Overlægeforeningens medlemmer har præcis den samme oplevelse. Så opråbet er massivt.

Advarselssignaler har der ellers været nok af. Bare se på, hvor hyppigt sygeplejersker skifter job. Det er et vink med en vognstang, der burde blive lyttet til. Det samme gælder de seneste tal fra oktober, der viser at ni procent af sygeplejerskerne har søgt job udenfor faget den seneste måned – i februar var det fem procent. De sundhedsfagliges a-kasse har desuden noteret, at antallet af sygeplejersker, der siger op uden at have andet job på hånden er steget med 40 procent, når man sammenligner 3. kvartal 2014 med 3 kvartal 2021.

Ikke desto mindre venter vi stadig på, at de ansvarlige politikere reagerer og handler, så det kan mærkes.

De 1000 flere sygeplejersker, som regeringen satte penge af til og som regionerne skulle ansætte inden udgangen af 2021, er et godt eksempel på løsninger, der ikke har givet den ønskede effekt.

Initiativet skulle vise, at vi ved at ansætte flere sygeplejersker på de hårdest ramte afdelinger kunne vise, hvad dette kan gøre i forhold til at sikre højere kvalitet i patientplejen og dermed styrke patientsikkerheden. Det skulle også vise, hvad højere kvalitet og flere kolleger kunne gøre i forhold til at fastholde og tiltrække sygeplejersker.

Men de 1000 sygeplejersker er blevet smurt ud over hospitalerne som det tyndeste lag leverpostej – til trods for at Stephanie Lose lovede det modsatte, da hun fik pengene af regeringen. På landsplan er regionerne på papiret tæt på at nå målet om at ansætte 1000 flere sygeplejersker, men når vi spørger sygeplejerskerne, så er der langt mellem dem, der mener det har virket.

Blandt andet fordi regionerne ikke har fokuseret på en prioriteret indsats ved at ansætte flere sygeplejersker på de hårdest ramte afdelinger.

Det kan sygeplejersker, læger, patienter og borgere i almindelighed ikke være tjent med.

Sygeplejersker og læger ved, at de måles på at udføre deres arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed.  Men det kræver, at der er flere kolleger at dele arbejdet med.

Derfor er arbejdsgiverne nødt til at lokke sygeplejerskerne med det, sygeplejerskerne efterspørger: færre vagter, bedre løn og større indflydelse på vilkår.

Dét er vejen til at få sygeplejerskerne til at blive i deres jobs – og vejen til at tiltrække flere til de mange ubesatte stillinger. Og det er også vejen til at genoplive et sundhedsvæsen i knæ.

Derfor skal opråbene tages alvorligt.