Regionerne bør lytte mere til medarbejderne

Regeringen og et bredt flertal i folketinget har besluttet, at der skal ansættes 1000 flere sygeplejersker i sundhedsvæsenet inden udgangen af 2021. Beslutningen blev taget i erkendelse af, at sundhedsvæsenet har brug for flere sygeplejersker for at møde fremtidens behandlingsbehov. Siden har coronaudbruddet i foråret understreget og forstærket bevidstheden om, at der er et uindfriet behov for sygeplejersker på hospitalerne.

Det er regionernes opgave at oprette nye stillinger og at få stillingerne besat. I denne uge bragte Berlingske Tidende regionernes seneste status for at nå i mål med 1000 flere sygeplejersker. Tallene viser fremgang på landsplan, om end der stadig er lang vej til målet. Region Hovedstaden halter som den eneste region bagefter. Ja ifølge avisens tal er der faktisk sket en tilbagegang af sygeplejersker i årets første måneder dér. 

Det er egentlig ikke så underligt. For en af udfordringerne i Region Hovedstaden er, at man her igennem længere tid har haft mange ubesatte stillinger på hospitalerne. Så i realiteten skal region H både fylde de ubesatte stillinger, blot for at kunne opretholde status quo, foruden altså at fylde de nyoprettede stillinger for at nå op på den nye normering.

I hovedtræk er der to greb, regionerne kan benytte for at løfte opgaven: Tiltrække nyuddannede, og holde fast i nuværende medarbejdere.

Hvis alle de nyuddannede sygeplejersker, der blev færdige i begyndelsen af året, søgte job på hospitalerne, burde Region H være på ret kurs til at fylde alle stillinger – nye som eksisterende.

Spørgsmålet er, hvor de nyuddannede sygeplejersker synes det er attraktivt at søge job?

Det samme gælder de sygeplejersker, som forlader jobs på hospitalerne: Hvor flytter de hen? Nok så vigtigt, hvorfor forlader de hospitalerne?

Regionerne bør begynde at interessere sig for, hvad der skal til for, at sygeplejerskerne bliver – og for at nye søger ind? Hvad mener medarbejderne fx om arbejdsforholdene på hospitalerne?

Coronakrisen udstillede sygeplejerskers og andre sundhedsmedarbejderes hårdt pressede arbejdsvilkår. Det pres er ikke forsvundet men gælder stadig - både for dem, der er blevet pålagt at indgå i det fortsatte coronaberedskab, og dem, der skal holde stamafdelingerne kørende uden vikarbistand, når kollegerne er på Covidafsnit.

Vi taler om arbejdsvilkår, som gør det svært for mange sygeplejersker at få arbejdsliv til at harmonere med et liv med familie, børn og fritidsinteresser.

Og hvad med lønnen? Den er ikke fulgt med det ansvar og den uddannelse, sygeplejerskerne får i dag.

Når regionerne har lyttet, bør de derfor også handle og forbedre arbejdsvilkårene og lønnen. Ellers kan det blive svært at nå regeringens mål om 1000 flere sygeplejersker – og i det hele taget at imødekomme fremtidens behov for flere sygeplejersker, som sundhedsminister Magnus Heunicke bebudede i Sygeplejersken i juni - for at sikre et godt sundhedsvæsen i fremtiden.