Vi kæmper for en fremtid uden forskel

På den Internationale Sygeplejerskedag fejrer vi sygeplejefaget og sygeplejerskers vigtige rolle i samfundet. Derfor kæmper for bedre løn i disse dage. For sygeplejersker er mere værd, skriver Grete Christensen i Formandens Blog.

Oprettet: 12.05.2021
Søren Svendsen

I dag er det Den International Sygeplejerskedag. Tillykke til alle sygeplejersker!

I anledningen af Florence Nightingales fødselsdag fejrer vi på denne dag verden over sygeplejerskers vigtige rolle i samfundet.

Den internationale sammenslutning af sygeplejersker, ICN, sætter i år fokus på, hvor centrale sygeplejersker har været og fortsat er i Coronapandemien. Sygeplejersker er involveret i alt fra test til behandling af Covid-19-patienter, og sygeplejersker har været dybt involveret i at finde og opfinde løsninger på udfordringerne med at indrette sundhedsvæsenet på at tackle pandemien.

Ingen kan være i tvivl om sygeplejerskers centrale rolle i sundhedsvæsenet og i samfundet nu og i fremtiden.

Det kan vi være stolte af, og det skal vi fejre.

Vi skal fortælle enhver, der vil lytte, hvorfor vi er sygeplejersker og hvorfor vi synes, at sygeplejefaget er fantastisk, for det er det.

Jeg bliver ked af det på vores fags vegne, når unge sygeplejersker ikke kan se sig selv i faget om ganske få år, eller resolut vælger en anden vej væk fra faget.

Den trend skal vendes, og det kræver blandt andet bedre løn.

Vi har siden 1969 kæmpet imod den lønindplacering, sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper fik med indførelsen af Tjenestemandsreformen.

Indtil nu er det ikke lykkedes, men vi ved nu, takket være forskning og flere analyser, at vi kæmper mod et strukturelt betinget lønefterslæb, som blev cementeret med Tjenestemandsreformen af 1969.

Det er sin sag at gå i lag med. Men sygeplejerskerne har fået nok. Og det har andre faggrupper – og store dele af befolkningen også.

Jeg får mange mails fra folk, der håber, at vi får gjort op med Tjenestemandsreformen. Der er bredt set en stor anerkendelse af, at der er noget galt her.

Den opbakning håber jeg, at alle sygeplejersker mærker. Jeg er glad for alle støttetilkendegivelser og tager dem med mig ind bag Forligsens tykke mure i disse dage.

Partier på tværs af Folketinget kan også se, at der er noget galt.

Vi ved derfor, at politikerne lytter til det efterhånden store kor. Og det bringer håb om, at de også vil handle og endelig give os #Lønløftet.

Vi kæmper for en fremtid uden forskel.

Glædelig International Sygeplejerskedag!